søndag den 4. marts 2012

Sådan en søndag..

.. Er det ikke helt skidt at invitere elleve gæster til fødselsdagsfejring i sin lejlighed.

I går var jeg til åbent hus hos læreruddannelsen på Fyn. Det var rigtig spændende, og det har uden tvivl givet mig en del at tænke over. I virkeligheden havde jeg nok håbet, at uddannelsen og stedet slet ikke tiltalte mig, så jeg ligesom kunne få lukket for den port oppe i min tankevrimmel. Men næ nej, det hele virkede interessant og tiltalende. Jeg er dog ikke helt sikker på, jeg kan overskue fire år mere med titlen "studerende", og det ville også være en hel del smartere, hvis det var en uddannelse, der på en eller anden måde kunne spille sammen med min journalistiske uddannelse. Så jeg har fået en del mere at tænke over.

Naturligvis havde kæresten og jeg en del at se til i går, da vi som nævnt fik fuldt hus søndag formiddag. Og NATURLIGVIS kunne jeg midt under et foredrag på læreruddannelsen mærke feberen blusse op i min krop. Oh yeah, over 39 i feber og en pokkers masse praktiske ting at nå inden søndag.

Jeg fik dog hevet mig selv op og bagt omkring 30 boller og to valnødbrød lørdag aften, men så stod den også på ren afslapning under tæppet på sofaen, mens jeg bandede og forsøgte at skræmme feberen der hen, hvor ikke en gang chilipeberet gror! Og det virkede dælme, for jeg vågnede søndag uden feber, så vi kunne nå alle de sidste ting inden gæsternes indtrængen (med uundværlig hjælp fra mine forældre) :-)

Onsdag og i dag har jeg pakket den ene gave efter den anden op. Jeg har fået:
- KULLA lampe i sort fra Ikea
- Blazer
- Nederdel
- T-shirt med en fin sløjfe
- Hvide Converse All Star sko
- Ring
- Stavblender (der kan meget andet end at blende. Glæder mig til at afprøve den)
- Undertøj
- Sokker
- 800 kroner
- Nike Free sko
- Høretelefoner
- Vandkaraffel
- Kogebog (med opskrifter på brød og kager)
- Minidrivhus, medfølgende havehandsker og blomsterfrø
- Concealer fra Nilens Jord

Så jeg skal absolut ikke klage. På trods af en mindre feberkrise lørdag endte det hele jo lykkeligt med hjemmebagte boller, valnødbrød, en masse slagterpålæg, bagerrugbrød, diverse former for ost, marmelade, frugtspyd, æblemost, kaffe, og den obligatoriske brunsvigerdame med marcipan på. Aftensmaden står i den grad på rester!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar