tirsdag den 24. september 2013

USA Eventyr: Afrejse og San Francisco

Bare vent, der er seriøst flotte billeder i vente. Men det her indlæg kommer nok til at skuffe en smule på den front. Har besluttet at gennemgå vores helt igennem fantastisk, og samtidigt ret så uheldig, sommerferie dag for dag. Så for at starte helt fra begyndelsen, så kommer der lige lidt "introsnak" inden billederne.

Vores første "problem" var, at vi ikke kunne sidde ved siden af hinanden på flyveturen fra Frankfurt til San Francisco. Og det er immervæk en tur i luften på over 11 timer! Vi havde begge kontaktet gud og hver mand i Lufthansa, men ingen kunne gøre noget for os. Hvordan det kan lade sig gøre, at vi ikke kunne booke pladser ved siden af hinanden næsten en måned før afrejse, er mig en gåde... Vi fik blot af vide, vi kunne booke 23 timer inden afrejse, så vi sad klar mandag morgen tidligt. Men der var fuldt booket og ingen pladser ved siden af hinanden. Jamen, tak da. Jeg forsatte med at ringe til en masse forskellige afdelinger inden for Lufthansa, hvilket ikke hjalp.

Vi tog til Kastrup mandag d. 2. september, da vi skulle flyve mod Frankfurt og efterfølgende San Francisco allerede klokken seks om morgenen d. 3. september. Så for at undgå for meget natteroderi og frygten for svigt fra DSB's side, hoppede vi ombord på toget mandag eftermiddag. Vi havde booket en overnatning på et hotel forholdsvis tæt på lufthavnen. Inden vi forlod lufthavnen rundede vi lige en skranke, så vi kunne få pladser ved siden af hinanden fra Frankfurt af. Det kunne ikke lade sig gøre at ændre fra Kastrup. Vi skulle vente til Frankfurt og så snakke med dem der. Vi kunne gå fra lufthavnen til hotellet, med kufferterne på slæb, på 10-15 minutter. Dog skulle det vise sig at være et ret så heftigt område.

Allerede på vej mod hotellet om eftermiddagen var der optræk til slagsmål og truende adfærd et par pumpede fyre imellem. Vi sneg os uden om skænderiet og skyndte os at finde hotellet. Værelset var rigtig fint, så der var intet at brokke sig over omkring hotellet (ud over det område, det ligger i). Vi gik ud at spise på en café tæt ved Den Blå Planet. Her fik vi god mad og hyggede os, spændte på rejsen og med en masse forventninger. På vej tilbage til hotellet ser vi en ung fyr stå med en ret så voldsom kniv på ryggen. Vi kom bagfra, og han stod og gemte den omme på sin ryg. For pokker hvor fik vi benene på nakken og skyndte os tilbage til trygheden bag hotellets vægge. Det var faktisk en smule voldsomt at se sådan en episode i levende live, selvom der jo ikke skete noget.

Nå, men vi valgte så (med ovenstående episode i tankerne) at snuppe en taxa klokken fire om morgenen, selvom der ikke var langt til lufthavnen. Vores fly afgik til tiden, og da vi ankom skyndte vi os ned til gaten. De var ved at åbne den, og desværre kunne de ikke skaffe os pladser ved siden af hinanden, da flyet var fuldt booket. Pludseligt rev manden bag skranken vores pas til sig, for to havde skiftet plads i flyet, og der var blevet to ledige ved siden af hinanden. Der røg verdens største sten fra mit hjerte, for når sandheden skal frem, så er jeg ikke overdrevet vild med med alt der der flyhalløj.

Nu til det, som I sikkert hellere vil end læse side op og side ned om Kastrup og flypanik ;-) Der er ikke så mange, og de er ikke så interessante i denne omgang.

Godmorgen fra Frankfurt lufthavn

Den gigantiske dobbeltdækkermaskine, som fragtede os mod USA

Lige ankommet til San Francisco. Det første vi gjorde var at finde et shoppingcenter. Og jeg fandt straks sneakersafdelingen. Træthed kommer aldrig i vejen for lidt shopping. Jeg købte dog ikke noget den første dag

Union Square i San Francisco, som kunne ses fra shoppingcenteret

Mere af den kendte plads

1 kommentar:

  1. Jeg er vild med at høre om din rejse og glæder mig til at læse mere :)
    Men åh, hvor det lettede i mit hjerte at høre at I fik pladser ved siden af hinanden! For jeg er nok også lidt som dig med det der flyhalløj, og vi har også betalt 150 kr ekstra for vores flybilletter for at kunne sidde sammen til Barcelona. SÅ dumme ekstra penge at bruge, men jeg VIL bare sidde ved siden af Rasmus - så må vi jo betale for at være sikre på det kan lade sig gøre.....

    Ej hvor klamt med slagsmål og knive... Og jeg synes ellers aldrig jeg oplever noget grimt i KBH (7-9-13) I har godt nok været uheldige...

    Glæder mig til at se flere billeder. :)

    SvarSlet