onsdag den 11. april 2012

En opfordring!

Jeg brugte eftermiddagen i går i selskab med to gode veninder og en biograffilm. Vi så "En kongelig affære", og jeg vil med dette blogindlæg bare lige opfordre til at smutte ind i mørket og nyde en god dansk film, der ikke bliver kedelig trods sin længde :-)

Jeg synes virkelig, at de tre hovedroller spilles godt af Mads Mikkelsen, Mikkel Boe Følsgaard og svenske (og meget smukke) Alicia Vikander. I min optik er der ikke mange fingre at sætte på deres præstationer, både de individuelle og deres sammenspil.

Derudover er filmen rigtig flot. Der er overdådige kostumer, fine farver og hele stemningen er formidlet flot. Filmen bærer i den grad præg af, at den ikke har været heeelt billig at producere - den ser i hvert fald dyr ud.

Det eneste lillebitte "men" er, at historien for mit vedkommende aldrig blev sådan helt ud-på-kanten-af-stolesædet-og-bide-negle-spændende. Nok mest fordi jeg godt kende en smule til Struensee og hans skæbne. Så jeg vidste jo allerede fra filmens start, hvordan den ville ende. Dog var der stadig overraskelser, da jeg absolut ikke kendte hele historien omkring trekløveren og deres skæbne. Så historienørdet er jeg dog ikke. Og selvom jeg i overfladiske og grove træk kendte til historien om den skøre konge og hans livlæge, så var jeg rigtig godt underholdt.

Filmen har ikke helt forladt mine tanker endnu, og det er jo et ret godt tegn på, at den har efterladt sig noget af et indtryk. Den får i hvert fald en varm anbefaling her fra. Der er ikke for meget kærlighed, for meget historienørderi, for meget drama eller noget andet. Den indeholder det hele og i tilpassede mængder.

Så smut ind og se den, og nyd den.












Ingen kommentarer:

Send en kommentar