onsdag den 24. april 2013

Lidt til boligen

Jeg elsker at kigge på møbler og andre ting til vores lejlighed. Og denne gang er det endt ud i denne collage, som indeholder lidt af de ting, jeg gerne så flytte ind hos os. Altså kun én seng, én lænestol og ét sofabord - men heldigvis er jeg slet ikke nået dertil endnu, hvor jeg behøver at vælge :-) Så indtil videre drømmer jeg bare løs og kigger rundt på diverse webshops.




































Vi skal til at have en ny seng. Vi har faktisk snakket om at købe en, der kun er 140 cm i bredden (frem for den på 180 cm, som vi har lige nu), da vi alligevel ikke bruger al pladsen, når vi sover. Og da vores soveværelse er gennemgangsrum i lejligheden, vil noget ekstra luft og gulvplads være kærkomment. Alle fire sengestel er fra IKEA, og desuden er de alle fire med opbevaringsplads under sig. Det tror jeg, vil være en god løsning for os.

Lænestolene er fra Sofakompagniet, undtagen den mørkebrune i læder, som er fra Bolia. En ny og lækker lænestol står højt på indretningsønskelisten, men det er jo lige med at finde den helt rigtige, og ikke mindst til den helt rigtig (ej okay, så bare fair og betalingsmulige) pris. De fire her på collagen synes jeg alle er rigtig gode bud, men jeg er ikke helt sikker på, hvilken farve og hvilket stof, der passer bedst ind i vores stue og til vores mørkegrå/sort-nistrede sofa.

I den mere realistiske ende har jeg fundet en fin gulvlampe, som gerne måtte være med til at lyse vores stue op. Vi mangler nemlig i allerhøjeste grad noget belysning derinde, men i virkeligheden ville en loftslampe være det smarteste, jeg har bare en tendens til at falde for gulvlamper i stedet :-) I den realistiske kategori er bestemt også vandglas. De er fra IKEA og koster vist 30 kroner for seks glas, så dem behøver vi ikke at spare op til. Vores vandglas er nemlig blevet grimme efter for mange gange i opvaskemaskinen, så de skal snarligt skiftes ud. Og jeg gider ikke bruge en formue på vandglas, når IKEA laver nogle fine til en god pris.

Det smukke spisebord i teaktræ med hollandsk udtræk flytter snart ind i vores stue. Ikke lige det her på collagen, men et, der ligner meget. Min veninde og hendes kæreste har nemlig et, som de vil skille sig af med. Så det må vi overtage - helt gratis! Jeg har ønsket mig sådan et spisebord i lang tid, så jeg glæder mig til, at vi skal hente det og bakse det ind - eller, jeg glæder mig bare, til det står og pynter i vores lille spisekrog. Så nu går jagten snart ind på nogle flotte spisebordsstole i teaktræ.

Plakaterne er rigtig søde, synes jeg. Personligt hælder jeg mest til London og New York, da det er de eneste af de fem byer, som jeg har besøgt. Og så giver det lidt mere mening at have et print med de byer. Men Amsterdam-plakaten er også rigtig fin, med nattehimlen og stjerner. De er fra Moxy Creative House, og de er desværre ikke helt billige. Især ikke når man tænker på, at de faktiske ikke er så store, som jeg gerne ville have dem. Uanset pris og størrelse ville de dog se knaldgodt ud i en sort ramme i vores entre, soveværelse eller stue.

Vi er også på udkig efter et nyt sofabord. Det vi har er gammelt og ved at gå en smule i stykker. Jeg har længe været vild med bønnebordene, og jeg ville nok vælge et i sort eller en anden mørk farve. Men benene skulle nok være i stål eller træ, da dem jeg har fundet et billede af her til collagen er lidt kedelige, synes jeg. Fra juni kan man vist købe bordene online, så det må jeg lige se lidt nærmere på til den tid. De er dog også i den pricy ende. Derfor er sofabordet fra IKEA måske et bedre bud. Det koster kun 399 kroner, og jeg kan godt lide enkeltheden i den kvadratiske bordplade og stålbenene.

Nå, nu må jeg væk fra boligdrømmeland. Den står på eksamensopgave, måske et smut i IKEA for at investere i vandglas og i aften smutter vi til Kolding og ser håndbold. Skøn onsdag!

4 kommentarer:

  1. Hvis du er vild med plakater fra forskellige byer, så tjek de her plakater fra IKEA ud. 3 stk. for 59 kr. De er fine og til en god pris :)
    http://www.ikea.com/dk/da/catalog/products/40209427/

    SvarSlet
  2. Sikke en fin collage!!

    Er jeres seng virkelig 180?? Holy moly :-O Herhjemme har vi haft snak om at sove på en seng, der kun er 120cm, da den seng, der står i vores kommende lejlighed nu kun er 120 cm,og den kan vi få hvis vi vil og så sparer vi jo plads meeen det er måske lige småt nok, nu må vi lige kigge på det.

    SvarSlet
  3. Ja, jeg mener, den er 180 bred :-) Men vi kunne også godt sove på 120, for vi bruger virkelig ikke ret meget plads. De fleste af IKEA's er bare 140, 160 eller 180

    Ej Tine, de er virkelig flotte. Stod og savlede lidt over dem i IKEA i dag, men kunne ikke lige tage stilling til, hvor de skal hænge henne. Men dem kunne jeg snildt komme til at købe!

    SvarSlet
  4. Den dér på 120 er vist også fra IKEA. Meeen vi beholder vist vores 140 seng ;) Og så skal der en maaaasse kommoder under. Det bliver SÅ godt :D Yiah! :D

    SvarSlet