fredag den 15. november 2013

Stilhed og min weekend

Der har været lidt stille herinde de sidste par dage, hvilket slet ikke har været med min gode vilje. Men der er ting og sager ude i det virkelige liv, som har stjålet mit fokus. Kender I de situationer, hvor man må dykker helt ind i sin mavefornemmelse? Virkeligt mærke efter, hvilken vej, der er den rette for én? Sådan en situation befinder jeg mig lidt i for tiden. Bare roligt, det er slet ikke så vildt, voldsomt og sindsoprivende, som I sikkert forestiller jer efter denne lille introduktion. Men en gang imellem må man bare lukke øjnene en smule, mærke boblerne i maven og springe ud fra vippen. Det vigtigste er, at jeg har det godt med mit valg, kan se mig selv i øjnene, og at jeg glæder mig til det næste stykke tid. Og I skal nok få lidt mere information, når alting er faldet lidt mere på plads, end det er lige nu.

Ellers ville jeg bare give et indblik i, hvad jeg skal fordrive min weekend med. Det bliver nemlig en gennemført rar en af slagsen, som jeg slet ikke kan vente med at tage hul på. I dag har jeg været kortvarigt på arbejde og ellers skal jeg lave lidt huslige ting herhjemme. I aften tager jeg måske til koncert med nogle gode venner fra mit studie, og ellers bliver jeg herhjemme og kærestehygger. I morgen skal dagen igen gå med lidt praktisk herhjemme (det er ikke alle de keeedelige pligter, jeg ser frem til, haha), og om aftenen får jeg besøg af to af de allerskønneste københavnerdamer. Vi skal udveksle pakkekalendere, snakke i timevis, hygge med god mad og lidt vin, være op til langt ud på natten og grine godt og grundigt igennem. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at se de to igen! Søndag står den på morgenmadshygge med de to, og en tømmermændsramt kæreste, og omkring middag skal jeg til min farfars fødselsdag. Han skal fejres, og kæresten støder til selskabet, når han har spillet kamp.

Så det bliver en småtravl weekend, som heldigvis er fyldt op med en masse rare ting. En weekend, hvor jeg både når at se veninder, kæresten, familien og måske nogle studiekammerater. Det er vist svært at bede om ret meget mere :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar