USA Eventyr: Grand Canyon

Lad mig slå én ting fast: Jeg skal tilbage til Grand Canyon. Ligesom jeg også skal tilbage til Yosemite og på nogle længere hikes, end vi nåede. For som kæresten og jeg nærmest havde forudset, så havde vores uheld ikke helt forladt os endnu. Vi efterlod det desværre ikke i Yosemite.

Vi kom til Grand Canyon småsent, og vi boede ti minutters køretur fra nationalparken. Så vi droppede at få set noget af den smukke natur den første aften, da det regnede ret meget. Desuden havde jeg voldsom hovedpine og kvalme. I stedet købte vi lidt chips, jeg nød et meget langt karbad, vi spiste pizza på hotelværelset, og så tog vi i en 3D-biograf og så en film om netop Grand Canyon. Det var en rigtig fin film, som gav lidt indblik i historien og de folkefærd, der har boet i området.

Dagen efter havde vi bestilt en helikoptertur tidligt om morgenen. Det var noget af det ved hele rejsen, som kæresten havde glædet sig allermest til. Det var en smådyr udflugt, da vi havde givet omkring 1200 kroner per person. Vi havde købt turen hjemmefra, så vi kørte ned til firmaet. De var på "weather hold", da der var risiko for tordenvejr, som de ikke flyver ud i. Vi kunne derfor enten vente og se tiden an eller få vores penge tilbage. Nøj, hvor var vi skuffede! For som den ansatte sagde, så var der ingen garanti for, at de overhovedet kom ud at flyve den dag. Faktisk havde han været ansat i otte år, og de anbefaler altid folk at booke en af de tidlige morgenture, da vejret som regel er bedst på det tidspunkt - hvis de ikke flyver ud fra morgenstuden, så havde han aldrig prøvet, at de fløj senere. Det blev tungen på vægtskålen. Vi fik vores penge igen og tog ind til nationalparken for at opleve den fuldkommen ubeskrivelige natur. Vejret var dog fortsat dårligt, så vi iførte os regnslag og kørte tilbage på hotellet efter lange bukser og lukkede sko.

Vi begav os ud på en hike ned mod kløften. Det var virkelig hårdt for bentøjet. Selvom det ikke virker som overdrevet langt, så er terrænet meget hårdt at gå i. Og op til flere omkommer hvert år ved at forsøge at hike ned til bunden og op igen den samme dag. Særligt i sommermånederne, hvor man kan ende med at dehydrere, fordi man undervurderer turen, skal man være opmærksom og velforberedt med væske og sukker. Vi nåede kun nogle kilometer ned, så vendte vi om igen og traskede op ad den stejle sti. Der var tåget, det regnede, og udsigten var derfor slet ikke så storslået som ellers. Men derfor var den stadig noget af det smukkeste og mest fascinerende, jeg har oplevet. Hvilket også er grunden til, at jeg en dag SKAL stå ved Grand Canyon i klart vejr. Desuden er det vilde dyreliv ret specielt at komme tæt på, og vi nåede at se flere forskellige dyr.

Om aftenen havde vi bestilt bord på en anmelderrost restaurant inde i nationalparken. Vi nåede hjem for at hvile benene og gøre os lidt i stand, inden vi kørte ind for at spise. Da vi kom derind, var det blevet mørkt. Udenfor restauranten var en lille rundkørsel, hvor der konstant kørte biler og læssede folk af ved restauranten, som lå inde på et hotel. Totalt ugeneret af dette lå der en stor og pelsbesat fyr inde i midten af rundkørslen. Jeg troede først, at det var en plastikfigur, som var et kendetegn/logo for hotellet. Men den var helt ægte og levende. Kæresten skulle parkere bilen et lille stykke væk og kom op til rundkørslen ad en baggang. Der stod flere hunner og unger. Så snart nogen nærmede sig dem, så brølede den store fætter fra rundkørslen. Ingen skulle nærmer sig hans ladies! Det var vildt at stå så tæt på et så stort dyr.

På trods af dårligt vejr, så er Grand Canyon en helt igennem unik og enestående naturoplevelse

Her ses noget af kløften, hvor Colorado River normalt bruser løs. Der var ikke meget vand i floden lige her.

Noget af det første vi mødte var denne behårede gavtyv. Jeg gik helt tæt på og tog et billede. Først bagefter gik det op for mig, at det jo ikke er zoologisk have, hvor der er glas imellem os. Og først der blev jeg bange, haha.

Se lige hvor ødelagt udsigten var. Men det var nu også ret sjovt at opleve sådanne nogle vejrforhold, som man ikke lige får mulighed for at gøre herhjemme.

Den fineste lille blå fugl.

Jeg kunne have stået her i uendeligt mange timer. Sugede bare alt det til mig, som jeg kunne.

Der var også kaktusser på vores lille gåtur.

Der var SÅ mange udsigtspunkter.

Vi vendte om, da vi havde stået ved Ooh Aah Point. Man kan godt forstå navnet, for man havde virkelig lyst til konstant at udbryde "Wow", "Uh", "Oh", "Ah", når man opdagede noget nyt og flot i landskabet.

Vi begyndte at bevæge os opad igen. Det blev en hård omgang for lår og lægge.

Opstigningen gav varmen. Det var et hårdt terræn at gå i, men det var det hele værd.

Fuglen var altså rigtig stor i virkeligheden. Det viser meget godt, hvor stort det i baggrunden er.

Vi kørte rundt i nationalparken var udsigtspunkt til udsigtspunkt. Her var vejret blevet en smule bedre.

Floden kan bedre ses på dette billede. Den er virkelig stor i virkeligheden.

Mormor satte sig bag rattet endnu en gang og førte Ford Mustangen videre på sin færd.

Vejret vendte endnu en gang og spolerede en del af udsigtsoplevelserne.

Vi var stædige og lod ikke en smule dårligt vejr få os til at drøne tilbage til hotellet. Naturen skulle opleves, regn, skyer, tåge eller ej.

Skyerne hang virkelig lavt, og vi kunne godt forstå, at de ikke ville flyve os ud i en helikopter i dette vejr.

Dyreoplevelserne er noget helt særligt i Grand Canyon. Vi kørte lige ved siden af denne, og den reagerede slet ikke. De må virkelig være vant til turister, biler og kamera.

Billedet fortæller vist det hele. Imponerende, smuk, vild og brølende.

Vi kørte godt trætte og mættede med oplevelser og helt fantastisk mod vores hotelværelse. Restauranten var iøvrigt rigtig god og kan klart anbefales. Jeg tror, vi begge faldt i søvn inden for fem minutter, da vores hoveder ramte puderne. Vækkeuret var dog også sat til klokken syv næste morgen, fordi vi ville nå i nationalparken igen, inden vi skulle drage videre på vores USA-eventyr.