Lidt brudekjolesnak

Vi er jo godt i gang med at planlægge sommerens kærlighedsfest. Og lad mig sige det med det samme: det er mindst lige så hårdt, som det er sjovt og romantisk. Det synes jeg i hvert fald. Mest af alt, fordi vi bor hver for sig og har gjort det siden december. Så når jeg er hjemme på weekend, så skal der træffes beslutninger og tages bryllupsrelaterede snakke i ét væk. Det er lidt umuligt for os at nå at planlægge ret meget, når jeg igen er daffet øst på til min hybel i Hellerup.

Jeg er en drømmer. Jeg elsker at researche, google løs, læse en hel masse, se billeder fra andres bryllupper, blive inspireret og mærke glæden og forventningerne boble i maven. Men det er altså ikke altid så lige til at gå fra drømmene til virkeligheden. At skulle træffe alle beslutningerne. Der er jo uendeligt mange muligheder og et utal af måder at holde sådan en dag og fest på, og hvilke(n) er bare helt perfekt for netop os!? Vi snakker frem og tilbage om transport, lokation, mad, budget, musik, brudebuket, invitationer, gæsteliste, oppyntning, fotograf, bryllupsrejse, bla bla bla. Der er altså mange ting at tage stilling til. Men vi har heldigvis styr på det vigtigste: kirken, festlokaler, musik, fotograf og meget snart invitationer. Og vigtigst af alt er mavefornemmelsen omkring disse ting god.

Indlægget skulle egentligt slet ikke handle om bryllupsarrangering in general. Men mere om brudens skrud. Hvilken fin sag, man skal lade sig klemme i på sådan en helt særlig dag. For lidt over en uge siden tog jeg, lettere spontant, med min mor på kjolejagt. Intet blev købt, men jeg blev SÅ meget klogere (særligt på, hvad jeg absolut ikke kan lide og ikke er til, haha). Man kan åbenbart ikke bare dukke op og kigge på kjolerne. Der skal bookes en tid, og selvom de fik presset os ind, så må man ikke selv gå og se på kjolerne og tage dem ud. Jeg følte mig altså ret malplaceret og amputeret på en eller anden måde. Nu har jeg det også i forvejen stramt over situationer, hvor man har en ekspedients ånde i nakken konstant og dennes opmuntrende kommentarer, når man bare slet ikke selv føler kjolen. Ekspedienterne de forskellige steder var søde nok, og de gjorde uden tvivl deres job rigtig fint. Jeg er bare ikke tilpas med at stå og prøve den ene kæmpekjole efter den anden og desuden ikke selv at sondere terrænet for så at indfinde mig i prøverummet. Man havde en hjælper ved sin side konstant, og det kan altså godt være en smule anstrengende - det er selve konceptet og ikke de enkelte ekspedienter, jeg ikke brød mig om.

I samråd med min mutti fandt jeg ud af, at jeg er til enkle kjoler. I hvert fald enkle i snittet. Selv nogle af dem med mindst tyl og volumen føltes tunge og ubehagelige for mig. I stedet blev jeg klogere på, at det klæder mig langt bedre (og jeg føler mig meget mere tilpas) i kjoler, der ikke strutter for meget. De skal helst sidde til det meste af vejen ned og så have et par enkelte fine detaljer. Jeg prøvede 2-4 kjoler, som havde rigtig meget potentiale. Men uanset kjolen, så var der bare en lille enkelt ting, jeg gerne ville ændre. Så skulle der ikke være snøre i ryggen (seriøst, jeg følte mig som en spegepølse!), så var den for dyb i ryggen, så var slæbet lidt for stort, så var der ikke ærmer til at skjule det værste på overarmene, osv. Derfor tror jeg, at løsningen bliver, jeg sammensætter min egen kjole. Jeg troede, det kostede i nærheden af en millionmilliard, men det gør det altså slet ikke. Faktisk lød det som om, at prisen er den samme som de færdigproducerede kjoler. Og med en hjemmestrikket, ikke bogstaveligt talt, kan jeg jo selv bestemme over snittet, detaljerne og det samlede udtryk. Faren ved det er bare, at det kan være svært at have et overblik over, hvordan alle ens småvalg ender ud med at spille sammen.

Men her er lidt inspirationsbilleder, jeg har fundet på nettet. Jeg prøvede kjolen, der er øverst på collagen her. Det er ikke en brudekjole, men den var dæleme smuk alligevel. Ryggen er så elegant, men jeg har desværre lidt grim hud på ryggen, så jeg vil gerne have udskæringen bagpå mindre. Selvom jeg synes dybe rygudskæringer er noget af det flotteste. Ærmerne er perlebesatte, men jeg følte det en anelse som at iføre mig en brynje. Klar til kamp, ædle riddere. Så hvis jeg selv skal designe/sammensætte den store dags kjole, så er jeg ude i ærmer i lidt lettere stof, med nogle perler på, og så lade perlerne gå mere amok omme i rygdetaljen. Desuden skal kjolen være mere ovre i den hvide farveskala end den lyserøde, og perlerne skal ikke være så sølvfarvede som på denne.

Jeg er åbenbart faldet for perledetaljerne. Det er altså også et festligt indslag, synes jeg. Og måske i samspil med lidt blondeværk. De to andre kjole er fra ASOS, og perledetaljerne er så fine, synes jeg. Nu må vi se, hvordan kjolejagten ender, når den går ind i sin afsluttende fase. Jeg er i hvert fald blevet sporet ind på, hvad der klæder mig og ikke mindst, hvad der absolut ikke gør noget godt for mit korpus :-)