tirsdag den 29. juli 2014

Lidt sommerstemning

Man må da sige, at solen og varmen har været yderst gavmild i år. Der har i den grad været høje temperaturer, klistrede lårbasser, kolde drikkevarer,  lune aftener, alt for varme løbeture og isspisning. Og jeg klager bestemt ikke! Jeg er vild med sommeren og varmen, og for min skyld måtte det gerne fortsætte sådan her en måneds tid endnu.

Jeg tænkte, at det var oplagt med nogle "sommer facts", eller en omgang sommeragtige spørgsmål. Fandt nedenstående liste på en blog for efterhånden længe siden, men nu kan jeg ikke huske hvilken, så jeg kan desværre ikke sende god link-karma. Jeg har i øvrigt også ændret en smule i spørgsmålene, da nogle af dem mindede lidt om hinanden, ikke gav mening for mig at svare på eller bare var formuleret underligt. Så her er min liste med sommerspørgsmål. I må endeligt gribe stafetten og give jeres besyv med i kommentarfeltet eller på jeres egen blog, hvis I skulle få lyst. Det er altid sjovt med lidt ubrugelig fakta om hinanden :-)

Yndlingsoutfit om sommeren? Det må være mine silkeshorts fra Gestuz, en top, solbriller og et par sandaler. Eller en let kjole, som man ikke sveder tran i.

Planer for denne sommer? På rejsefronten er der ikke rigtig udsigt til noget, men var jo i Berlin i starten af juni. Til gengæld har jeg en ret så skøn plan om at blive gift om under tre uger! Så det er absolut denne sommers planmæssige højdepunkt.

Bedste nedkølingstip på en varm sommerdag? Ud over at styrte ind i skyggen, så hjælper iskaffe, is eller fødderne i koldt vand ret godt.

Hvad kan du ikke undvære om sommeren? Det må være mine solbriller. Jeg bruger stort set kun Erica-modellen fra RayBan. Mine øjne er ret sarte overfor sollys, så især, hvis jeg kører bil eller gerne vil læse udendørs er solbrillerne uundværlige.

Den bedste sommersang? Jeg har en sang, der for mig bare er indbegrebet af sommer. Og så er jeg virkelig dårlig til at følge med i det nyeste nye inden for musik. Men jeg er ret vild med Albertes "Lyse nætter", omend det er et håbløst umoderne og småkedeligt valg. Den er bare fyldt med sommerstemning.

Bikini eller badedragt? Jeg ejer to bikinier og ingen badedragt, så det må være bikini. Her i år har jeg dog småluret lidt på badedragter på diverse webshops, og jeg synes, der er ret mange fine. Så jeg kunne sagtens finde på at krybe i en.

Yndlingssnack om sommeren? Tæller næsten alle slags is som snack?! Ellers må det være frisk frugt, hjemmelavet jordbærkoldskål eller smoothie.

Hvor ofte går du på stranden? Jeg har slet ikke været på stranden i år. Sidder i lejligheden og knokler løs med mit speciale. Men i aften pakker kæresten og jeg en lille taske og tager på stranden. Jeg skal helt sikkert i vandet og køles ned.

Et godt sommerminde? Jeg mindes nogle skønne (og naturligvis varme og helt skyfri) sommerferier i min farmor og farfars sommerhus med badning, boldspil og is, lækre ferier til Kreta, hvor der blev drukket den lækreste friskpressede appelsinjuice og svømmet i havet og poolen, gode campingferier i Nordjylland med venindehygge, grillhygge med familien, vandland og sjove sommerlejre med spejderne, der inkluderede uhyggelige natløb, fællessang ved bålet, snobrødsbagning over gløderne og hyggesnak i teltet. For ikke at nævne sidste år, hvor kæresten og jeg kørte rundt på USA's vestkyst.

Yndlingsis? Jeg er kæmpe fan af en go' gammeldaws isvaffel med lakridsis og en frugtsorbet (naturligvis også guf og syltetøj!). Men hvis det er voldsomt varmt er en Astronaut-is eller Sunlolly absolut også på yndlingslisten.

Er du mest til poolen eller stranden? Jeg er til begge dele. Mange er nok virkelig tilhænger af det ene og småskeptisk overfor det andet, men jeg elsker begge dele. På stranden kan man ligge i sandet, nyde naturen, mærke bølgerne og komme til at sluge en smule vand uden at være ved at kløjs i klorsmagen. Ved poolen slipper man til gengæld for sand über alles, at træde på en masse sten og frygten for, om der gemmer sig en krabbe (eller det der er værre) bag enhver lille klump tang på bunden.

Hvilke bøger læser du denne sommer? Denne sommer bliver det ikke til ret meget andet end faglitteratur såsom "Metoder i statskundskab". Jeg gik for længe siden i gang med Dan Browns "Inferno", som jeg er over halvvejs i, men aldrig fik læst færdigt. Det vil jeg gerne have gjort denne sommer.

Det værste ved sommeren? Insekter! Jeg er sygeligt bange for hvepse, hader myg (jeg har undveget myggestik indtil videre) og gider ikke dele min aftensmad med fluer i hobetal. Dernæst er følelsen af løbende sveddråber på ryggen, lårene, brystet eller i panden heller ikke det bedste jeg ved. Og så må jeg nævne temperaturen i fitnesscenteret, fy for den lede!

Det bedste ved sommeren? Lange og lyse sommeraftener, mad fra webergrillen, uanede mængder indtaget is, varmen, blomster (inden denne sindssygt varme sommer sved det hele af og efterlod det trist og tørt) og strandture. Bare generelt hele den stemning, der er, når sommeren viser sig fra sin allerbedste side herhjemme. Så gør det egentlig ikke så meget, at jeg ikke skal udenlands.

2 kommentarer:

  1. Astronautis og lakridsis med guf, er også favoritterne her!

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Uhm! Blev lækkersulten bare af at læse din kommentar, haha.

      /Line

      Slet