tirsdag den 19. august 2014

Nu som nogens kone

Kan man ikke godt holde sit bryllup om og om og om og om igen!? Vores bryllup overgik enhver forventning. Vi blev gift i lørdags, og jeg kunne gøre det hele igen, når jeg er færdig med at være udmattet. Hvor er sådan en dag bare helt igennem skøn og ubeskrivelig. Vi havde haft den bedste dag, aften, nat og tidlig morgen,  da vi ramte vores Bed & Breakfast-værelse klokken 04.40 søndag morgen.

Brylluppet gik nærmest allerede i gang fredag aften, hvor fire veninder kom og hjalp med at holde min spænding på et udholdelige niveau ved at tøsesnakke og grine godt igennem. Det var rigtig rart at have selskab, og to af dem var så søde at overnatte sammen med mig. Jeg var gået til af forventninger og spænding, hvis jeg havde siddet alene fra fredag eftermiddag til lørdag eftermiddag, hvor min far hentede mig og fulgte mig op ad kirkegulvet. Vi nåede da også at få stress over neglelak, der ikke ville tørre, neglelak, der blev smadret, undertøj, der kunne ses gennem kjolen, stikordsskrivning til min tale, oprydning i lejligheden og andre små ting, som pludseligt tog tid. Tid som vi ikke havde ret meget af, da vi havde taget det afslappet og delt en flaske bobler, inden vi for alvor gjort mig klar til at blive nogens kone.

Jeg vil egentlig ikke skrive andet, end at jeg allerede elsker ægteskabet. Vores bryllup var fantastisk og lige i vores ånd, så vi kunne ikke have fået en bedre start på livet som husbond og hustru! Dagen efter pakkede vi gaver op, kørte forbi kirkegården med min brudebuket, som vi lagde ved min mormor, og så satte vi kurs mod mine forældres sommerhus. Her nød vi roen, hinanden og fik sovet alt, hvad vi overhovedet orkede. Jeg er stadig søvnig, selvom det er nogle dage siden, vi holdt vores kærlighedsfest. Mest af alt, er jeg overvældet og taknemmelig for at have de bedste mennesker i mit liv, der var med til at fejre os og at have den bedste mand, jeg kunne forestille mig. Jeg gentog hellere end gerne sådan en kærlighedsfest.


Kæresten var SÅ flot, men da han ikke rigtig er en del af bloggen, har han altså fået et hjerte som ansigt i dette indlæg.

2 kommentarer:

  1. Kæmpe tillykke! Så smuk du er - dem kjole det.. Wauw!!

    Lyder til i havde en fantastisk og uforglemmelig dag :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, søde Trine :-)

      Vi havde den bedste dag, vi kunne ønske os. Kunne gøre det om og om og om og om igen.

      /Line

      Slet