lørdag den 10. januar 2015

Jubilæumsvase og god kundeservice

Det gik op for mig i dag, at jeg slet ikke har fået skrevet det her indlæg. Som jeg ellers har haft i tankerne, lige siden den fine vase trådte ind over vores dørtærskel. Det skal dog ikke primært handle om den ellers så omdiskuterede #vasegate eller det hysteri, der opstod i kølvandet på Kählers jubilæumsvaser. I øvrigt er jeg indehaver af den lille version af vasen og ikke mellemstørrelsen, som vist var den, der for alvor spredte had mod forhandlere, der måtte melde udsolgt og lagde diverse webshops ned på grund af overarbejde.

Egentlig havde jeg tænkt på i sin tid at forudbestille vasen i mellemstørrelsen, da jeg synes, den er så smuk med sine messingfarvede striber. Pludseligt var den som forsvundet fra jordens overflade og umulig at opdrive - medmindre jeg var villig til at hæve hele min opsparing og kyle den efter en af de mange sælgere på dba, guloggratis eller Trendsales, der i den grad skruede prisniveauet i vejret. I stedet bestilte jeg den lille version, og det er jeg faktisk endt med at være rigtig glad for. Den er smuk, og så fylder den ikke alverden i landskabet og dominerer indretningen for meget. Faktisk er jeg yderst tilfreds med, at jeg endte med denne størrelse.


Det som jeg oprindeligt ville med indlægget var at dele en god kundeoplevelse. Og nej, der er intet sponsoreret bag dette indlæg. Jeg er såmænd bare en glad og tilfreds kunde, der gerne vil sende lidt gode vibes i en webshops retning.

Vasen er købt ved recreation styling, som først og fremmest var behjælpelig og hurtig til at svare på de ting, jeg kontaktede dem omkring over mail. Ad to omgange oplevede jeg venlige og servicemindede svar, som tikkede ind i min indbakke relativt hurtigt efter, jeg havde stillet spørgsmål. Desuden lå der en lille seddel med ved vasen, da den ankom. Sådan en lille personlig hilsen tager sikkert ikke mange minutter at forfatte, og alligevel gør den en stor forskel for mig som kunde, når jeg pakker mit produkt ud. Det gjorde mig i godt humør, at der var lagt en lille hilsen ved mit køb, og sådan nogle små detaljer giver mig lyst til at anbefale webshoppen og muligvis handle der en anden god gang. Nu er deres kundeservice i hvert fortalt videre.

Har I nogle af de hypede striber stående? Og er I også suckere for de ekstra detaljer, der giver rare oplevelser som kunde?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar