torsdag den 12. marts 2015

Nem og lækker broccolisalat

Køleskabet var gabende tomt i morges. Jeg har jo boet med manden i Sverige siden starten af måneden, og jeg kom først hjem småsent i går aftes. Så der var en dåseøl, noget marmelade, lidt sennep, en karton madlavningsfløde og en pakke hamburgerryg i skiver at gøre godt med. Ikke just ingredienserne til et festmåltid. Det var ikke andet for end at hoppe på jernhesten (nøj, hvor har jeg savnet min cykel i Uppsala!) og lade pedalerne bringe mig i den nærmeste Netto. Desværre har jeg ikke bilen at handle ind i, og jeg havde lagt madplan frem til tirsdag i næste uge. Det var en smule ambitiøst, da jeg skulle balancere alle de varer hjem på cyklen, men det gik heldigvis uden smadrede æg eller andre ulykker.

Her til frokost spiste jeg denne lækre broccolisalat. Den smager skønt, og så er den virkelig nem at lave. Jeg lod mig inspirere en del af denne opskrift, og ændrede den en smule. Det tog ikke mere end ti minutter at bakse salaten sammen, som jeg sørgede for at lave rigeligt af, så der er lidt rester.

Alt du skal bruge er:
1 broccoli (eller 2 små)
1 æble
1 granatæble
1 håndfuld solsikkekerner
1 rødløg
1,5 dl creme fraiche (jeg bruger altid den fedtfattige, men en mere fed eller sågar skyr kan snildt bruges)
0,5-1 dl naturel yoghurt (kan igen erstattes af et andet mejeriprodukt eller mayonnaise. Min dressing blev lidt flydende, men det har jeg ikke noget imod)
1 tsk. sennep
Saften fra en halv citron
Salt



Det er lige før, det er overflødigt med en fremgangsmetode. For god ordens skyld har jeg dog skriblet ned, trin for trin, hvordan jeg gjorde. Det mest besværlige trin er uden tvivl granatæblet! Jeg brugte langt fra alle kernerne i salaten, så de overskydende har jeg pakket ned og sat på køl - perfekt som topping på morgenmad.

Fremgangsmåde:
  • Skær broccolien ud i mindre stykker/buketter
  • Hæld kogende vand over broccolien i en skål og lad det trække cirka fem minutter
  • Hæld broccolien i et dørslag. Lad den køle ned og dræne for vand her
  • Skær rødløg fint
  • Skær æblet i passende størrelse tern
  • Slå kernerne ud af granatæblet (det sviner voldsomt meget. Så jeg anbefaler at gøre det hen over en skål i vasken)
  • Vend broccoli, rødløg, æble, granatæble og solsikkekerner sammen
  • Rør creme fraiche, yoghurt, citronsaft, sennep og salt sammen til en dressing. Smag den til og tilsæt evt. peber, sukker eller andet, som du lyster
  • Hæld dressingen over broccoliblandingen og vend det sammen


Jeg spiste lidt over halvdelen af portionen til frokosten, og resten ryger  på køl, så der er lidt nemt tilbehør en af de kommende dage. Det er altså en virkelig frisk, nem og sund omgang salat, hvis I spørger mig. Og jeg savnede faktisk slet ikke baconen, som normalt hører en broccolisalat til. Det kan man naturligvis tilføje, hvis man vil gøre salaten mere salt og mere mættende.

Min dressing blev ret flydende. Dette skyldes nok, at broccolien ikke var ordentligt kold, da jeg blandede det hele sammen. Så prøv jer frem i forhold til konsistens. De fleste mejeriprodukter kan bruges til sådan en dressing, og jeg plejer bare at bruge det, vi lige har i køleskabet.

3 kommentarer:

  1. Lækkert!! Elsker broccolisalat :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også en af mine absolutte yndlingssalater :-)

      /Line

      Slet
  2. Mmm... det ser lækkert ud! Jeg er en af de underlige typer, der aldrig har spist bacon i broccolisalat. Synes, det er en mærkelig blanding. Men rosiner derimod, de hører sig til! ;)

    SvarSlet