torsdag den 21. maj 2015

Kagekvalme i en god sags tjeneste

Godt nok var det i forgårs, men jeg er først lige kommet mig over kvalmen. Ej, det passer heldigvis ikke. Jeg har bare ikke haft tid til bloggen før her til aften. Derfor denne ret så uaktuelle opdatering. Ikke desto mindre vil jeg da lige berette om den gang kageoverflod, der blev angrebet her i Odense i onsdags.

Jeg stillede mig til kø for at købe billetter til min søde gravide veninde Tine og jeg (dem til salg online var revet væk mere end tre uger før Kagens Dag!). To billetter rigere mødtes jeg med Tine og osede lidt rundt i butikker, inden klokken slog 13, hvor det helt store kageslag udspillede sig. Vi var lidt usikre på, om vi skulle lægge en decideret strategi for, hvordan vi fik flest og forskellige kalorier indenbords i de 45 minutter, der var kager til vores (og hundredvis af andre kageglades) rådighed. Der blev ikke lagt en strategi, men vi nåede da en god portion kagemæthed, så de 75 kroner pr. kageglad mavse var givet godt ud. Og så støtter det jo hospitalsklovne, hvilket gav sukkergrådigheden en form for velgørende eftersmag.


Desværre var der så meget pres på i rådhussalen, at vi begge glemte at Instagramme og dokumentere de mange fine kager. Så disse billeder er taget, lige inden vi forlod slagmarken. Vores tallerkener var for fedtede og krummede til at være de sociale medier værdige - og end ikke et filter på Instagram ville kunne retfærdiggøre et upload af dem.

Vi gik offensivt til værks og skovlede tre-fire kager over på hver vores, i øvrigt alt for lille, paptallerken. Første runde bød på en lidt kedelig, lyserød kage (jeg troede, det var noget cheesecakeværk, øv!), en formidabel romkugle, flødebolle med kokos og noget mazarinhalløj. Generelt flød det med mazarinkager i alverdens udformninger til arrangementet. Allerede efter første tallerkenfuld, var min kagelyst stillet. Der var dog lang tid igen af arrangementet, så jeg nåede at klemme smage tre øvrige kager. Kagerne er ret små, skal det lige tilføjes ;-)


Til alt held var der lidt at skylle kaloriebomberne ned med. Der var kaffe, the og saft, hvilket var ret luksus. Problemet var bare, at kaffeteamet slet ikke kunne følge med det tørstige, kageædende folk. Vi nåede dog at få en kop til den anden omgang kager. Og når man ikke havde forventet noget drikkelse, så er lidt ventetid i koffeinbaren ikke noget at brokke sig over.

Til sidst måtte jeg nøjes med at smage på kagerne fremfor at spise op. Omkring syv forskellige slags kager på 45 minutter giver altså en helt særlig form for kagemæthed og kagekvalme, kan jeg berette. Men pengene for at få lov til at få den fornemmelse i kroppen gik jo til et godt formål.


Det eneste minus var, at mange af kagerne mindede om hinanden. Vi savnede lidt klassikere som Kaj-kagen, minijordbærtærter eller andre kager, der skiller sig lidt ud. Til gengæld havde en bager/konditor medbragt ægte fynsk brunsviger, hvor der var tilføjet et tyndt chokoladelag ovenpå "snasken" - det var sødt med sødt på, men det smagte umanerligt godt i de små mængder, vi fik serveret. Der ud over vidste en del af de fremmødte bagere og konditorer ikke helt, hvad det var for kager, de lokkede os med, hvilket var en smule ærgerligt.

Alt i alt et fint arrangement, hvor både Tine og jeg fik stillet vores kagelyst. Det er slet ikke usandsynligt, at jeg dukker op til Kagens Dag en anden god gang.

2 kommentarer:

  1. Hyggeligt :-) Og kagerne ser vildt lækre ud!

    SvarSlet
  2. Åh, det var så godt :) Og du har da alligevel fået nogle ok billeder af "resterne". Jeg synes det er sjovt, at vi begge vr så koncentrerede/kage-grådige, at vi glemte at billeddokumentere kageorgiet... hihi :D

    SvarSlet