onsdag den 30. december 2015

En lille omgang nytårsforkælelse

Egentlig skulle jeg bare købe en skjorte for manden i Magasin. Jeg vidste, hvor den lå, og jeg vidste, hvad størrelse jeg gik efter. Easy peasy - ude igen på under fem minutter. Forkert!

For det første så var omtrent firs procent af den odenseanske, måske endda hele den fynske, befolkning smuttet til midtbyen og i særdeleshed i Magasin i eftermiddags. Det tog mig to minutter at finde skjorten og placere mig i køen. I den usandsynligt lange og urealistisk langsomme kø. Jeg tog tid. Efter 19 minutter og 53 sekunder blev det min tur. For pokker, hvor havde jeg opbrugt hvert et gram, der bare mindede om tålmodighed i hele min krop. For det andet, så nøjedes jeg ikke med det hurtige skjortekøb.

Skjorten røg i en pose, og jeg skyndte mig ned ad rulletrappen. Lige ned til alt dullegrejet. Jeg har længe drømt om MAC 217 (for de uindviede er det børsten). Jeg er ikke den store ekspert på beauty-området, og jeg er bestemt ikke ret god til at få min øjenskygge til at være lige i øjet (høhø). Derfor håber jeg lidt på, at denne børste udretter mirakler eller som minimum gør min øjenmakeup en del nemmere at få til at se nogenlunde ud. Mirakler er vel, hvad man kan forvente af en behåret dims til 185 kroner?!


Jeg stod i kø igen. Denne gang med børsten i hånden. Ikke nogen lang kø og faktisk heller ikke urimeligt langsom. Dog langsom nok til, at jeg stod og glanede ved læbestifterne. Er I så færdige, hvor er der mange forskellige farver at vælge imellem ved MAC. Jeg har allerede én fra mærket, og den er jeg svært glad for. Så jeg besluttede mig, lettere impulsivt, for at jeg da manglede en neutral og langtidsholdbar læbestift i mit liv. At jeg manglede den slags læbefarve i min samling var dog ikke så impulsivt, jeg havde bare ikke lige regnet med, den skulle købes lige nu og uden videre betænkningstid. Den søde ekspedient udpegede præcis den farve, som jeg selv havde stået og luret allermest på. Den kom med hjem i købet, og jeg tænker, at den skal i spil i morgen som del af nytårslooket. At jeg så ikke aner, hvilket look jeg ender med - og om der overhovedet bliver tid til at dimse og dulle rundt med det helt store sminkearsenal -  er en hel anden snak.

Nu er jeg i hvert fald godt kørende på dullefronten. Og jeg glæder mig helt vildt til at tage min lille, smådyre nytårsforkælelse i brug (jeg fik lige tastet nytårsforkølelse først - den glæder slags glæder jeg mig altså ikke til!).

I morgen står den på nytårsforberedelser. Manden og jeg skal medbringe en salat og sovs til aftenens spisning ved svigermor, så det skal vi have klasket sammen og afleveret ved hende. Sammen med plastikposer fyldt med alt fra champagne og rødvin til cider, øl, lemondrinks og Asti. Man aner jo ikke, hvad man har mest lyst til at skåle i, vel? Så vi sikrer os, at der er et bredt udvalg.

Har I nogle planer for i morgen? Jeg er helt sikker på, at vores aften bliver en god blanding af hyggelig, uformel, kærlig og festlig. Præcis som en nytårsaften bør være :-)


2 kommentarer:

  1. Godt nytår! Her er planenogså rød læbestift - hvordan ellers kan man krydre sort tøj op ;-) Lækre køb!

    SvarSlet
  2. Røde læber pifter alting lidt ekstra op. Jeg er SÅ glad for både penslen og læbestiften. De har begge været i brug flere gange :-) Også godt nytår til dig.

    /Line

    SvarSlet