lørdag den 2. januar 2016

I 2016 vil jeg...

Et nyt år er begyndt. For mig føles et nyt år altid lidt ligesom "at starte på en frisk", men det er jo egentlig noget sludder og vrøvl, for jeg fortsætter i det spor, som jeg var så godt i gang med i 2015. Dog er der altid plads til lidt forbedringer (særligt på kost- og motionsfronten, ahem), og der er et nyt år dag en oplagt mulighed for at se lidt indad. Jeg evaluerer i hvert fald altid lidt, når et år nærmer sig sin afslutning. Hvad gik rigtig godt, hvad kan jeg måske rette lidt op på, og hvad vil jeg fokusere på i det nye år?

Jeg håber, I havde en rigtig god nytårsaften. Min var virkelig hyggelig, og jeg sætter simpelthen så meget pris på at være omgivet af rare folk, når klokken slår tolv. Jeg flettede fingre og kyssede med manden ved midnatstid, og jeg kan ikke forestille mig nogen bedre måde at byde 2016 velkommen på. Vi spiste sammen med en del af mandens familie, og vi var ti i selskabet, som endnu ikke er rundet 30 år, så der kom gang i raflebægere, høj musik og gode drinks. Vi cyklede hjem til min ene svigerinde efter midnat og festede færdig der.

Lige som sidste år har jeg gjort mig lidt tanker omkring de kommende tolv måneder. I kan læse, hvad jeg tænkte om 2015 lige her. Nogle ting er gengangere, og andre er blevet indfriet og erstattet af nye drømme og ønsker.

Har I tænkt lidt over, hvordan jeres 2015 har været, og hvad I gerne vil i det nye år?

  • Knokle igennem på mit arbejde, så jeg kan indfri mine egne ambitiøse forventninger. Jeg er godt på vej, og jeg er så stolt af de små fremskridt, som der sker hver dag på jobbet.
  • Falde helt på plads i mit job. Jeg har kun været ansat i lidt over et halvt år, og det tager altså noget tid at komme ind i en rytme og føle sig helt på sikker grund. Især fordi jeg ikke er ansat på fuld tid og i øvrigt ikke har nogle kolleger, der beskæftiger sig med samme arbejdsområde.
  • Fremkalde mindst en fotobog. I 2015 fik jeg fremkaldt en del billeder fra vores bryllup og fra nogle af vores skønne ferie. Det er jeg SÅ glad for. Nu skal de bare sættes i fotoalbums, og jeg skal have lavet og bestilt en eller flere fotobøger online.
  • Komme ind i en god løberutine igen. I sommers løb jeg 3-5 gange om ugen, da jeg fulgte et løbeprogram. Min ultimative drøm er at gennemføre et halvmarathon. Om det bliver i 2016 ved jeg ikke, men jeg vil i gang med at træne hen mod mit mål igen.
  • Rydde ud i min garderobe og finde frem til, hvad jeg mangler i den, som kan binde den endnu bedre sammen.
  • Huske at tage på små udflugter eller dates med min mand. Det er vi rigtigt gode til, og det vil jeg meget gerne holde fast i.
  • Male billeder. Jeg elsker roen, som jeg får ved et lærred, når jeg fylder det med farver.
  • Afprøve mindst en ny opskrift om ugen. Alternativt bare en enkelt ny om måneden. Jeg skal have ruske lidt op i mine køkkenvaner.
  • Komme tilbage til at lave madplaner og handle 1-2 gange om ugen.
  • Løse freelanceopgaver. Jeg har løst et par stykker i 2015, og det har været udfordrende, lærerigt og spændende. Derfor vil jeg gerne fortsætte med lidt freelance ind i mellem i det nye år.
  • Være mere nærværende. Jeg vil øve mig i at være til stede. Mobilen skal ikke være klistret til min hånd konstant, og jeg skal ikke lade mine tanker vandre i tusinde retninger, når jeg er i gang med noget. Fokus, nærvær og opmærksomhed må blive nogle kodeord.
  • Læse i min bog med øvelser til Photoshop. Jeg vil så gerne blive bedre til at tage billeder, men også til at efterbehandle dem og få udnyttet programmets muligheder.
  • Prioritere gode mennesker. Manden, veninderne (og deres mænd/børn) og (sviger)familien vil jeg gerne tilbringe endnu mere tid med.
  • Springe ud på dybt vand. Ind i mellem er det godt at miste fodfæstet midlertidigt for så at genfinde det og stå endnu stærkere end før.

2 kommentarer:

  1. Sikke en liste! Jeg kender mig selv for godt til at jeg ville kunne gennemføre alle punkterne - jeg er imponeret :) Men når det så er sagt, så synes jeg du har listet nogle gode ting op!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg gennemfører sikkert heller ikke dem alle. Det er bare en liste med mine drømme og håb for året. Så må jeg se, hvor mange der bliver til virkelighed :-) Nu har jeg i hvert fald tænkt over det, og så er sandsynligheden større. Uanset hvor mange af dem jeg opnår, så glæder jeg mig til at se, hvad 2016 gemmer på :-)

      Slet