tirsdag den 18. juni 2013

Telefonminder - Uge 24

Lige lidt småforsinket billedguf fra den sidste uges tid. En uge, der blandt andet bød på sommervejr, et længe ventet køkkenkøb, et dyrt og fint køkkenkøb og lidt butiksbesøg. Jeg har også været i sommerhus hos mine forældre, spist nye danske kartofler og danske jordbær samt været ude at løbe. Men jeg fik ikke lige knipset det hele med mobilos.


  • Læsning i solen: Når man har knoklet sig igennem de fem kilometer løb ved Alt for Damernes Kvindeløb er der en goodiebag i vente. Og den indeholdt blandt andet dette blad, som jeg fik læst i solen, i haven - god kombination! Lidt ærgerligt at sådan nogle er så pokkers dyre.
  • Lækker frokost: Fredag betyder, at kantinen på arbejdet er lukket. Så jeg smuttede med en kollega ned og hentede virkelig gode sandwiches fra Mamma's Deli. Normalt vælger jeg trofast en nummer 12, som indeholder gode ting såsom laks, nøddedressing og ruccola. Men jeg var modig og bevægede mig ud af min comfort-zone. I stedet fik jeg en nummer 6, som er med mortadella, ost, rødløg, pesto og andre godter. Den var godkendt.
  • Ny Odensebutik: I fredags åbnede COS inde i gågaden. Jeg slog vejen forbi efter arbejde. Desværre var der ingen åbningstilbud at komme efter. Dog så jeg mig lidt lun på den fineste gule strikcardigan, som jeg ikke helt har glemt endnu.
  • Langt om længe: Denne Sodastream-flaske er endelig blevet afløst af to nye. Den sorte på billedet kom nemlig for næsten et år siden en tur i opvaskeren, og det må sådan en sart sag altså ikke. Den blev skæv og kunne derfor ikke skrues på maskinen længe. Det tog mig så kun et lille år at tage mig sammen til at investere i nye flasker - til gengæld har jeg drukket hjemmebikset danskvand lige siden :-)
  • Sympatismoothie: Kæresten var ved tandlægen torsdag, og den stod derfor på flydende kost i et par dage. Lørdag lavede han en lækker smoothie, som jeg naturligvis gerne ville drikke - i ren sympati, det er klart. Ellers har den stået på yoghurt, koldskål, is og lidt suppe herhjemme. Ikke dårligt, men lidt kedeligt i længden.
  • Nye køkkenbeboere: Der var 25 % på alt fra Royal Copenhagen, og vi kunne ikke stå for fristelsen herhjemme. Kæresten og jeg har flere gange stået og sukket over Blå Mega Riflet-stellet i Magasin. Så nu købte vi tilsammen fire tallerkener, da der var en god besparelse. Nøj, hvor skal vi være forsigtige, når der skal spises ad dem - men heldigvis er der jo to års brudgaranti på, haha. Vi er også enige om, at de altså skal bruges. Vi har ikke købt dem for, at de skal samle støv.
  • Det er svært at nøjes: Vi købte to tallerkener med mønsteret fra det første billede og to med mønsteret fra dette. Jeg synes det er fint med lidt variation i mønsteret. Og jeg glæder mig allerede til at dække bord med de smukke tallerkener. De er simpelthen så flotte, og så er der nemme gaveønsker til jul og fødselsdage frem over. Skønt, når man har en kæreste, der sjældent ønsker sig noget som helst.

2 kommentarer:

  1. Ej hvor er tallerknerne bare smukke!!!

    SvarSlet
  2. I know. Jeg er helt vild med dem. Kigger seriøst ind til dem i skabet flere gange om dagen. Men jeg har så også smidt 900 kroner efter to tallerkener!!

    SvarSlet