onsdag den 16. oktober 2013

Et kig ind i fremstidsstuen

Sådan her kunne min fremtidige drømmestue meget vel tage sig ud. Jeg vil med det samme understrege, at jeg ikke er en PaintBrush- eller Photoshopgudinde - men jeg har da givet det et skud ;-) Synes selv, det er endt sådan lidt dukkehusagtigt, haha.

BoShop afholder en fed konkurrence. Ved at skrive et blogindlæg om ens drømmestue, hvor man samtidig linker til nogle af deres produkter, deltager man. Og der er et gavekort med hele fem cifre på spil. Jeg blev faktisk ret inspireret af og meget positivt overrasket over møblerne inde på BoShops webshop. Så jeg kastede mig fluks ud i at tegne et bud på min fremtidige drømmestue. Og se så lige bort fra mine håbløse 3D-talenter (særligt ved vindueskarmen går det galt, host host!) og et par skæve kanter hist og her.


  • Sofaen er i et lækkert gråmeleret stof og med stålben. Jeg synes den er enkel, tidløs og klassisk i sit look, hvilket jeg faldt lidt for. Den skulle peppes op med vores HAY-puder i bordeaux og grå samt vores puder fra Ferm Living med harlekinmønster.
  • TV-bordet er i virkeligheden også en skænk. Jeg synes, den ville fungere fint som base for husalteret. I virkeligheden ville jeg nok stille det på væggen til højre her på tegningen (den væg, hvor der ikke er noget på, som er overfor lænestolen), men jeg måtte jo tage lidt udgangspunkt i, hvilken vinkel, produkterne er fotograferet i.
  • Trælænestolen er jeg ret vild med. Dens lyse træ og skarpe linjer gør den visuelt flot, og så ville jeg smide et lækkert fåreskind eller lignende på, så der også var noget komfort at komme efter.
  • Sofabordet ligner meget et af de bønneborde fra DesignerZoo, som jeg længe har hungret efter. Kombinationen af den pastelfarvede overflade, den bløde form og de sorte ben er lige i øjet.
  • Gulvlampen passer, i mine øjne, ind i næsten enhver stue. Vi kunne også snildt bruge den i vores nuværende. Den er forholdsvis klassisk og nok ikke en, man bliver træt af lige med den samme. Og så er gulvlamper bare SÅ hyggelige!
Alt det andet lir er noget, jeg har kommet med på tegningen for at give et mere helstøbt billede af, hvad der ellers gerne må bo i min stue. Jeg har ikke lige tænkt så meget i drømmegulv, vægge eller loft - så det har jeg undladt at udfordre mine tegneevner med. Dog er jeg klart mest til lyse trægulve, hvide vægge (måske en enkelt i rå mursten) med indrammede plakater eller en lille billedvægscollage og hvidt gipsloft.
  • Kubuslysestagen er allerede fast inventar hos os nu. Og den skal uden tvivl flytte med ind i en kommende stue. 
  • Bordlampen er fra Verner Panton og virkelig en, jeg godt kunne tænke mig. Den mintgrønne/turkise farve er så fin og bringer lidt farve ind i en ellers ret sort-, hvid- og træfarvet indretning. Kunne også forestille mig den som loftslampe hængende over spisebordet.
  • Teaktræsbordet ejer vi også allerede. Ægte retro og med hollandsk udtræk - I love it!
  • Spisebordsstolene ejer vi desværre ikke. Mine drømmestole er Eames DSW i hvid med træben. Der skulle naturligvis også gerne stå to på den anden side af bordet, men igen spændte billedernes vinkel lidt ben for mig.
  • Gulvtæppet ligger allerede på vores gulv. Det er fra IKEA og sådan lidt "bamset" i udtrykket. Egentlig er det kærestens ønske med et gulvtæppe, men den hygge, det bidrager med, er vokset lidt på mig. Så det ville jeg også tage over skulderen og slæbe med ind i min fremtidige stue.
  • TV'et ligner slet ikke vores nuværende. Vores er sort med en rødlig kant. Jeg drømmer om en hvid fladskærm, da jeg synes det er flottere og knapt så dominerende.
Desuden skal en kommende stue naturligvis også indeholde en dør, måske et vindue mere og nogle stikkontakter. Min mormors gamle natbord, som lige nu fungerer som kommode i vores stue skal også klart have en æresplads. Men det er da på detaljeniveau, ik?! Jeg ville absolut heller ikke være ked af en brændeovn. Nøj, sådan en gad jeg godt tænde op i en kold vinterdag.

Hvad bor der i jeres drømmestue? 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar