torsdag den 31. oktober 2013

Livet går lidt i ring

Jeg kiggede lige lidt tilbage i min virtuelle dagbog. Hvor er jeg dog glad for, at jeg i sin tid begyndte at blogge, for ellers ville jeg aldrig nogensinde have så mange rare minder og hverdagsglimt samlet på ét sted. Elsker, elsker og atter elsker at læse tilbage og komme i tanke om de mange stunder, der er beskrevet i ord og billeder. Også selvom jeg sikkert ville skrive nogle indlæg om den dag i dag, så er de et ærligt billede af mig på det givne tidspunkt, så jeg nænner ikke at rette dem til.

D. 1. november sidste år skrev jeg dette indlæg. Det handlede om i aften for et år siden, nemlig selveste halloween. I år har jeg heller ikke et kostume at iføre mig, noget slik at byde unger på (så det må blive en omgang ballade, hvis de skulle lægge vejen forbi vores lille hule) og heller ingen kreativt udskårnet græskarlygte. På den måde minder i aften utroligt meget om den i 2012. Og det gør den også på andre måder.

Kæresten smutter til træning i aften, så jeg har ikke fornøjelsen af hans selskab. Det meste af aftenen skal jeg derfor være alene hjemme - og det har jeg slet ikke noget imod. Faktisk ser jeg ind i mellem frem til de der helt stille aftener, hvor jeg ikke har nogle aftaler og bare kan glæde mig til hoveddøren igen går op, og kæresten kommer hjem. Mørket har sænket sig uden for vinduerne. Jeg vil tænde op i nogle stearinlys, lave en kande god the, skrive en jobansøgning og pakke en portion pakkekalendergaver ind - og i forhold til sidste år mangler jeg på nuværende tidspunkt kun at vikle 22 ind i papir og bånd, så jeg er da seks foran ;-)

I morgen er der dømt venindehygge med hende her. Menuen er den samme, som jeg fik den sidste aften i oktober sidste år. Så det er lige rykket en enkelt dag, men det kommer sikkert til at ligne nedenstående portion. Grøden skal have selskab af årets julebryg. Så må vi se, om vi magter menneskemylderet inde i centrum på J-dag - sidste år var det ikke til at få en siddeplads noget sted!



I indlægget viste jeg også nedenstående to puder fra HAY. Dem havde kæresten næsten lige fået i fødselsdagsgave, og de pryder stadig vores sofa. &-tegnet står samme sted i vindueskarmen, og det samme gør de tre sorte IKEA-lysestager. I år betød kærestens fødselsdag også fornyelse til vores sofa. I form af et lækkert tæppe fra Ferm Living i grålige nuancer og en gul kant. Det passer så fint ind, da vi også har tre puder fra Ferm Living stående i sofaen.



Så på mange måder minder i aften ufatteligt meget om samme aften, hvis vi skruer tiden et år tilbage. Det er lidt skørt, hvordan ens liv kan være så forudsigeligt og cyklisk, mens der på mange andre punkter er en verden til forskel mellem for tolv måneder siden og nu. Jeg skal i gang med mit speciale, jeg knokler på mit studiejob, vi skal giftes, jeg er fyldt et kvart århundrede (og er om under fire måneder 26!) og vi er begyndt at samle på Royal Copenhagen. Jo jo, man er alligevel vokset lidt op trods alt. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar