lørdag den 9. november 2013

Telefonminder - Uge 45

Tolv uger er det siden, at jeg sidst lavede sådan et indlæg som dette. Der gik vist lidt for meget sommerferie, og USA-tur, i den. Men nu vil jeg forsøge at komme tilbage og ind i kampen. For jeg kan virkelig godt lide at kigge tilbage på indlæggene og mindes de små og fine hverdagsglimt fra ugerne, der er gået. Så jeg hanker op i mig selv og vil prøve at komme ind i rytmen igen :-)

Ugen er ikke helt slut endnu, men i morgen får jeg næppe tid til at blogge. Så derfor smider jeg lige indlægget om uge 45 ud en dag for tidligt. I morgen skal vi nemlig i gang fra morgenstunden, da vi har inviteret svigerfamilien på aftensmad, og så skal jeg også lige nå en løbetur eller en tur i fitness. Samt praktiske ting herhjemme som tøjvask, oprydning og lignende ophidsende aktiviteter.

I aften står den på fejring af min søde mor, som havde fødselsdag i går. Jeg glæder mig til en aften med rart selskab og god mad.


  • Ventetidskaffe: Jeg var til et møde i København, hvor jeg lige var nogle minutter for tidligt på den. Receptionisten spurgte, om jeg drak kaffe, "JA!", og om jeg brugte mælk i, "Ja, tak". Så kom denne lækre sag på bordet. Og ventetiden var pludseligt meget sjovere.
  • Lækker laksesalat: Efter mødet havde jeg aftalt en sen frokost med en god veninde. Vi smuttede ind på Café Norden. Maden er smådyr (men det er alt vist med en så central placering), men den er virkelig også lækker. Jeg været der én gang før til brunch, og så fik jeg frokost denne gang. Endte med en laksesalat, som også indeholdt blandt andet kål, hasselnødder og noget mayo af en art. Den salat kan anbefales.
  • Med udsigt til Strøget: Vi sad på 1. sal og havde en rigtig fin udsigt til Strøget. Så jeg kunne sidde og følge med og rigtigt suge bystemningen til mig, når jeg nu endeligt var kommet til storbyen.
  • Et af ugens outfits: Et helt enkelt sæt kluns uden de store dikkedarer. Sorte ankelstøvler i læder, sorte højtaljede jeans, lyselilla leopardprintet sweartshirt, sort læderjakke og et gråt tubehalstørklæde i uld.
  • Bland-selv-slik i rå mængder: Den har stået på filmaften med kærestens to søstre. De havde købt noget guf med, og jeg skal da lige love for, at de havde været hele vejen rundt i slikbutikken. De havde blandet slik for 90 kroner, og det passede lige i mængden med vores nye og fine skål fra Royal Copenhagen.
  • Gaveindpakning: Ugen har i allerhøjeste grad stået i gaveindpakningens tegn. Jeg har været omgivet af gavepapir, talklistermærker, gavebånd, tape, saks og kuglepen på stuegulvet. I næste weekend skal jeg udveksle pakkekalendere med to veninder, så jeg tog mig sammen og fik pakket de sidste af de 48 gaver ind. Og så skulle min mors fødselsdagsgaver naturligvis også en tur igennem indpakningsmaskinen.
  • Tilføjelser til ønskesedlen: Der er intet bedre end at sidde med et julekatalog i hænderne og finde på ønsker. Magasins katalog bød på et par tilføjelser til min ellers i forvejen lange ønskeseddel. Der er virkelig meget fint, som jeg ikke selv får investeret i. Fik nærmest flashback til den gang, hvor det nærmede sig årets højdepunkt, når Fætter BR's og Toys'R'Us' kataloger kom ind ad brevsprækken - og så blev der ellers sat krydser for alle pengene ved diverse plastikgenstande.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar