mandag den 23. december 2013

Gaveindpakning

Her er nogle af de pakker, jeg skal give væk i morgen aften. Tænk sig, at det allerede er d. 24. og juleaften i morgen. Det er lidt som om, jeg slet ikke har forstået det endnu - hvilket nok skyldes, at jeg har haft nok om ørerne det sidste stykke tid. Og arbejdet til klokken 17 i dag, hvorefter der ventede mig en to timers rejse hjem. Men nu er jeg hjemme, og alt er godt. Juletræet hos svigerfamilien er pyntet her til aften, og jeg mangler kun at pakke to gaver ind. Mit program for i morgen er, som altid juleaftensdag, tæt pakket. Mon ikke jeg når det hele, og det bliver jul i år? Det satser jeg på.

Elsker I også at pakke gaver ind selv, eller får I ekspedienterne til det for at spare lidt tid midt i en travlt måned? Jeg nyder at pakke julegaver ind. I år er temaet metallic- og pastelfarver til papiret, sprayeffekt med maling, simple til-og-fra-kort, kobbertråd, silkebånd, neonpink, masking tape og noget gummilignende bånd i pastelfarver.


Alle materialerne er købt i Søstrene Grene, så det har ikke kostet mig en formue at pakke ind. Til gengæld havde jeg lige glemt at beregne, at den sprayede maling jo skulle tørre, før der kom bånd omkring pakkerne. Pludseligt var vores køkkengulv dækket med sorte affaldssække, hvor der lå mindst ti gaver til tørre på én gang. Jeg nåede dog at blive færdig, selvom det tog lidt ekstra tid. Jeg håber, I kan fornemme gaverne, selvom billedkvaliteten er ret så ringe (I blame it on tidligt mørke og dårligt telefonkamera!).

Rigtig glædelig jul i øvrigt. Hvis jeg nu ikke når at stikke hovedet herind i løbet af morgendagen :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar