mandag den 13. januar 2014

Snevejrsdag!

Sagt med det samme: Jeg eeelsker sne. Snevejr er, i min verden, i milliard gange bedre end regn. Og der har jo ikke været andet end plaskvåde og silende regnvejrsdage på det seneste her i hovedstadsområdet. Kæresten og jeg var i hvert fald godt og grundigt træt af de dryppende dråber til sidst, da vi jo gerne ville ud og opleve lidt af byen. Heldigvis lod vi os ikke holde tilbage, vi trodsede regnen, selvom det kostede os begge på forkølelses- og snotkontoen. Men det var det hele værd!

I dag kom den så. Sneen altså. Jeg sad på arbejdet fra klokken 10 til 18, og i mens lagde der sig et flere centimeter tykt hvidt lag. Det virkede som om, at alt blev stille, tyst, hvidt og smukt. Selvom mine gear på cyklen var frosne, og jeg har mange bakker at bekæmpe på cykelturen, så var det en rigtig hyggelig tur hjem. Dog var der lige glat nok, og jeg var ved at glide et par gange. Men jeg holdt mig på sadlen og kom helskindet hjem. Mine kinder frøs helt vildt, og til sidst gjorde det ondt, når de mange fnug landede på dem. Alligevel ville jeg ikke undvære sneen. Jeg skal nok nå at blive træt af den, især når den forvandles til brunt sjap, efter noget tid. Indtil videre har jeg bare tænkt mig at nyde den og suge ind, hvor hvor finere, den gør landskabet.

I lørdags investerede jeg i en ny jakke. En varm og lækker vinterjakke, som skal følge mig resten af denne vinter og forhåbentligt også næste år. Det må da siges at være et rettidigt indkøb - eftersom vinteren og frostgraderne jo ramte os i dag. Jeg var lykkelig for, at jeg var krøbet i de varme klæder. Det blev til et ultragrimt elevatorbillede, hvor I slet ikke kan se jakken ordentligt. Den må jeg præsentere i et andet indlæg. Desværre havde jeg ikke taget korrekt fodtøj på. Så den stod på lækker og varm vinterjakke og iskolde og gennemblødte Converse sko :-)





Har I haft en skøn snevejrsdag? Det har jeg i hvert fald. Og er der overhovedet faldet lige så mange hvide fnug hos jer som her? Sne eller ej, så håber jeg, I har haft en god mandag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar