fredag den 28. februar 2014

Helleruphygge

Jeg skulle have udgivet det her indlæg i går, men det nåede jeg slet ikke. Så det blev lige nu, hvor jeg har fem minutter, at jeg får det skrevet. I dag har jeg fødselsdag, men det kommer der et separat indlæg om. Kort fortalt: fredag, fødselsdag og fridag (kæresten har også taget fri) - what's not to like :-)

Nå, men onsdag aften flyttede jeg ind i min nye, og tredje, bolig i det sjællandske. Dette er også min sidste lejlighed, og jeg skal bo her i to måneder. Så slut med at flytte kæmpe læs med s-tog og på cykel, det har jeg i den grad fået nok af. Min cykel og de allersidste ting står dog stadig ved mit tidligere værelse, så det skal jeg lige have fikset og afsluttet ordentligt i næste uge.

Min første aften i den nye hybel bød på ægte hygge. Jeg var dødtræt oven på to dage med flytning af ting (og otte timers arbejde hver af dagene) og en masse offentlig transport. Så jeg fandt straks frem til det nærmeste supermarked, hvilket er en Netto, og fik handlet lidt basisting ind. Og så gik jeg i gang med aftensmaden, som passede sig selv i ovnen, mens jeg smækkede benene op på sofaen og nød lidt ro.

Ikke verdens mest kreative ret. Men jeg eeelsker risengrød, i denne omgang med smørklat, rørsukker og kanel. Det er så dejligt nemt, når man bare stiller det i ovnen og rører et par gange. Og så er jeg lidt vild med at spise af så fine tallerkener i min nye lejlighed.


Så snart jeg havde handlet ind, hoppede jeg i yndlingsbukserne fra Moss Copenhagen. De er så bløde, rare og med uld i. Strømperne var måske knap så yndige, men alle de sorte lå til vask, haha.


Der var tilbud på the i Netto. Fem kroner for denne lakridsudgave. Så jeg sluttede aftenen af med et krus the og en god bog. Vaskeægte Helleruphygge, hvis I spørger mig.

Desuden var jeg også i bad i en kælder, hvor lyset ikke virkede (udover inde på selve badeværelset) og fik panikpakket en taske til mine fridage på Fyn.

2 kommentarer: