torsdag den 24. april 2014

Jeg burde... Part II

Vi tager lige endnu en omgang "Jeg burde". Den første udgave af verbalt udtrykt smådårlig samvittighed kan I finder lige her. Det er lidt ligesom en to-do-liste over alle de ting, som jeg virkelig burde hanke op i mig selv og få gjort. Intet er for stort eller småt til denne liste.

Jeg burde stå op af sengen og få handlet ind til de kommende dage. Jeg burde tænke langt mere over mit speciale, eftersom jeg er færdig med at arbejde om fire dage og derefter ikke kan udskyde at gå i gang længere. Jeg burde gå i gang med at tælle point igen, så de sidste 5-7 kilo kan skride fra min krop (særligt de kilo, der skyldes slikskålene på de sene aftenvagter). Jeg burde skrive mig på til en vasketid og få gjort noget ved mit vasketøj. Jeg burde rydde ud i min garderobe og være knap så nostalgisk og følelsesmæssig forbundet med gammelt tøj og sko, jeg aldrig får brugt. Jeg burde læse alle ulæste beskeder i min e-boks - men jeg magter det ikke, og jeg fatter ikke halvdelen af, hvad der står i sådan nogle officielle dokumenter (især det fra pensionsselskaber!). Jeg burde stoppe med at tømme slikskålene, kageskuffen og nutellaglasset på arbejdet. Jeg burde gøre noget ved min hud i ansigtet, som tydeligvis ikke kan tåle et eller flere af mine produkter, men da jeg er begyndt på en del nye produkter samtidigt er det lidt umuligt at finde ud af, hvad der er skyld i kratertilstandene. Jeg burde trække gardinerne fra og nyde dagslyset i soveværelset. Jeg burde researche på gode bryllupsønsker. Jeg burde tage pantflaskerne med ned, når jeg skal handle - hvordan formår jeg at glemme det hver eneste gang!? Jeg burde begynde at lægge en plan for min træning, så jeg får dyrket motion 3-5 gange om ugen (jf. det med de sidste kilo). Jeg burde være bedre til at nyde de sidste dage på jobbet frem for at bekymre mig om fremtiden. Jeg burde ikke have lyst til en lur, når jeg næsten lige er vågnet. Jeg burde være bedre til at få brugt vores spejlreflekskamera og lege i Photoshop. Jeg burde gøre noget ved vores stue, da den kan blive meget hyggeligere, end den er. Jeg burde sætte mere pris på de små ting i livet: solskin, gode veninder, lækker frokost, s-toge, der kører til tiden, iskold æblemost i mit køleskab, en Netto i gåafstand, den dejligste kæreste og lignende.

Kender I det med, at der er sådan cirka tusinde ting, I burde. Nogle kæmpestore og andre bittesmå. Jeg vil prøve at få streget lidt på ovenstående laaange liste i dag. Hav en skøn torsdag :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar