onsdag den 11. juni 2014

Et langt sejt træk

Dette indlæg har sikkert ingen relevans for nogle af jer. Men da jeg ynder at bruge bloggen som en lille digital dagbog, så er det rart at få italesat (eller rettere italeskrevet), hvor jeg er henne i hele det hersens specialecirkus. 

Jeg har mere eller mindre kastet mig ud på det dybeste af det dybeste vand. Bedre kendt som speciale ;-) Det vil sige, at jeg i hvert fald er godt og grundigt i gang med at forberede mig og blive meget klogere på et smånørdet emner. Har holdt indledende møder med min specialevejleder, og jeg har fået specialekontrakten med hjem.



Kontrakten ligger og glor på mig fra vores sofabord. Den nærmest skriger "Så underskriv mig dog for fanden bare og kom i gang!". Jeg er dog ikke bukket under for en lille papirstaks råben endnu, men det gør jeg snart. Min plan er nemlig at underskrive kontrakten d. 15. juni og så ellers få benene på nakken det næste halve års tid.

Jeg er allerede så småt i gang med det store arbejde, som et speciale virkelig føles som. Er i gang med introduktionsafsnittet og skal inden længe dykke helt ned i det nørdede og specialiserede univers, når jeg skal skrible løs på teoriafsnittet. Er det bare mig, eller er teoriafsnittet altid sådan en skræmmende fætter, der bare burde passe sig selv og blande sig uden om mit liv? Nå, men den fætter kommer jeg jo ikke uden om. Så hedder det metode, indsamling af empiri, analyse, konklusion, perspektivering og bum, så er jeg færdiguddannet. Det er for vildt at tænke på!

Inderst inde drømmer jeg jo om et job. At være færdiguddannet og på arbejdsmarkedet, og det har aldrig været meningen, at jeg ville læse denne kandidat. Tiden er gået, og jeg nåede jo også lige en afstikker på over et halvt år, hvor jeg arbejdede deltid ved mit studiejob og efterfølgende fik mit første ægte voksenfuldtidsjob. Nu er jeg tilbage på skolebænken, tilbage på den lumre og ildelugtende læsesal, og jeg drømmer allerede om at være ude på den anden side og færdig med denne kolos af en opgave. Og så at drømmejob står og venter på mig, naturligvis - det er da ikke for meget forlangt efter knoklen for at dygtiggøre sig og blive klog, vel? :-)

Nu ved I i hvert fald, hvad jeg bedriver tiden med. Når jeg ikke lige løber en tur, laver madplan, nyder solskinnet, er i fitness, hygger med veninderne, drikker kaffe (det kan man faktisk godt, mens man skriver på specialet. Det er faktisk en nødvendighed), kokkererer, læser blogs og glor flimmerkasse.

Overspringshandlinger er der nok af, og nu er den som dette indlæg udsprang af slut.  Som en lille cliffhanger deler jeg senere i dag en opskrift på en skøn kage, som jeg bagte sidste weekend. Lidt surt og kedeligt må opvejes med lækkerhed og noget sødt!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar