fredag den 18. juli 2014

Sommerstemning

Det blev lige til nogle dages blogstilhed, men jeg nyder sommeren i fulde drag og har ikke lige haft blogging stående øverst på mine daglige to-do-lister (jep, jeg laver ofte en liste over dagens gøremål. Elsker, når man kan strege dem ud og tælle ned til udfladning på sofaen!). Der stod blandt andet yoghurtis på en af listerne, så dem fik jeg lavet og nød to til morgenmad. Yoghurt, hindbær og lidt honning røres sammen og kommes i de små isforme. Helt simpelt og ganske velsmagende.



De sidste par dage har der været fuldt drøn på. Min kæreste er i Sydafrika, og ham satte jeg af på banegården i lørdags. Det var lidt underligt at sige "Hej hej" og vide, at han skulle være væk i en hel uge. Men heldigvis er den uge snart overstået, og jeg ser ham igen i morgen.

Med udsigt til så mange dage alene skyndte jeg mig at fylde min kalender med dejlige aftaler. Jeg har således brugt den sidste lille uges tid på surprisefest for en veninde, aftensmad hos mine forældre, fitness og tøsehygge med min yndlingstræningsmakker Tine (hele to gange faktisk), pakning af taske og specialesager, togtur mod Hellerup, fem eks-kolleger til aftensmad og rødvinshygge, besøg af to dejlige veninder og i dag skal jeg mødes med en veninde inde i København og sludre lidt.

Der har været godt drøn på, og jeg har nydt de sidste par dage. Men nu må ham den søde godt tage at komme hjem igen, for han er godt nok savnet. Jeg har taget alle mine ting med, så jeg kan arbejde med specialet ind i mellem alle de rare aftaler, men det er nu ikke blevet til helt så meget arbejde, som jeg havde håbet. Lidt er dog bedre end ingenting, og jeg vil også gerne nå at nyde sommeren og alle de folk, der bor i hovedstaden, og som jeg sjældent har mulighed for at se.

Nu må jeg nok hellere få åbnet op for mit dokument og få skrevet lidt om teateret som kulturinstitution og en opsummering på mit kulturteoriafsnit. Ikke ligefrem sindsoprivende, men det er nu hyggeligt nok at pusle lidt rundt med.

Nyder I sommeren og det lækre vejr?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar