tirsdag den 18. november 2014

Butiksåbning, speciale, halvmarathon...

Det her indlæg minder nok til forveksling om et af mine seneste, der handlede om at have fart på og være i en travl periode. Perioden er slet ikke slut endnu. Faktisk står jeg lige midt i travlhedsorkanens øje. Men det er, for det meste, rigtig rare ting, der fylder min kalender til bristepunktet. Ting jeg har valgt til af lyst, og fordi jeg gerne vil dem. De ting, der konkurrerer om mine vågne timer og min opmærksomhed er som altid specialenørderi (det er sjældent regnet med i de ting, jeg gør af lyst), tid med manden, besøg hos familien/svigerfamilien, træning til et halvmarathon, venindehygge og lidt jobansøgning.

Det er ikke meget tid, der har været til andet end en smule speciale på det sidste. Manden, familien og veninderne har i hvert fald været skubbet lidt i baggrunden den seneste tid. For midt i alting har jeg involveret mig i en Pop Up Shop, som åbnede i går. Så mens jeg forsøger at jonglere med alting, kom der da lige en butiksåbning oveni hatten. Det er udelukkende et projekt, jeg har involveret mig i af lyst. Jeg er medleder og står for en del af kommunikationen, samtidigt med jeg har været inde over at banke biksen rent fysisk op og skal stå bag disken nogle timer om ugen.

Paradoksalt nok stjæler butiksprojektet en pokkers masse tid (hej 12 timer lørdag og 11 timer søndag), men på en eller anden måde giver det mig også energi. Det gør mig glad, spændt og giver mig mentalt overskud at være med i. Alle os i ledergruppen åndede i hvert fald lettede og enormt glade op, da vi officielt åbnede i går.


Det halter gevaldigt med motion og sund kost for tiden. Og jeg er ikke i tvivl om, at det er en direkte konsekvens af travlheden og de mange andre ting, der råber og skriger på mit engagement. Irriterende nok er det bare netop småusund livsstil og manglende bevægelse, der giver minus på min energikonto. En af mine helt store drømme og mål er at gennemføre et halvmarathon. Og for pokker, hvor jeg kæmpede for at træne op i et langt stykke tid. Motiveret og engageret tvang jeg løbeskoene på fusserne og trodsede silende regn for at lægge 10 kilometer bag mig - mere end én gang på en uge. Min drøm om en dag at løbe over målstregen med over 21 kilometer i stængerne lever fortsat i bedste velgående, og jeg er ked af ikke at kunne fortsætte min gode løberutine. Motivationen er der såmænd stadig et sted, omend den har gemt sig lidt på det sidste, men det er tiden, der er det helt store problem. Når man træner op til en så lang distance, og er nået et godt stykke ind i træningsprogrammet, så er det 10-15 kilometers ture tre eller flere gange om ugen. Problemet er bare, at det tidsmæssigt på ingen måde passer ind i mit liv lige nu. Jeg bryder mig nemlig ikke om at løbe alene, når det er mørkt, fordi jeg er en kæmpe pivskid. Og lige nu slukker naturen jo for lyset omkring klokken 17! Løbeturene er så lange, at de tager en time til halvanden. Så det regnestykke går bare ikke op.

En dag, nok når specialet er kylet af sted i midten af december, er jeg sikker på, jeg kommer tilbage på rette løbekurs. For jeg VIL løbe et halvmarathon. Det bliver bare ikke lillejuleaften i år, som jeg ellers havde håbet og satset på.

Det er altså vildt, hvor lidt der egentligt skal til, før jeg føler, at jeg har pokkers travlt. Mand, familie, veninder, speciale, butik og træning - det er jo ikke ret meget andet end det andre foretager sig. Men for mig er det lig med en travl periode. Hvilket også er grunden til den lidt manglende digitale dagbogsføring herinde, hvilket også går mig på. Ikke kun på grund af jer læsere, men mest fordi, jeg holder af at skrible løs, lave collage, dele opskrifter, tage og redigere billede og dokumenterer min hverdags vidunderlige virvar her på min onlineadresse.

Har I også ind i mellem perioder, hvor der skal holdes tungen lige i munden for at nå alle opgaver? Og er I gode til ikke at nedprioritere nogle af tingene?

Jeg øver mig i at nå det hele. Lige nu fylder butikken en del, lidt tid med manden forsøger jeg at prioriterer og så er de lange og tidskrævende løbeture skiftet ud med en enkelt eller to gange pilates om ugen i fitnesscenteret, hvor jeg så prioriterer at løbe til og fra. Specialet er jeg nødt til at stille knivskarpt ind på og give lidt opmærksomhed, da jeg skal aflevere om en måned. Jeg hænger i, og jeg gør det så godt jeg kan. Heldigvis er langt de fleste ting på min liste nogle, som jeg selv har valgt til, og som jeg nyder at bruge min tid og energi på.

2 kommentarer:

  1. Lyder også til du har nok at se til!! Held og lykke med slutspurten af specialet :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har jeg bestemt også. Men heldigvis er de fleste ting rare og nogle, jeg aktivt har valgt til. Så det er ikke et brokkende eller surt opstød.

      Og mange tak. Jeg får brug for held og lykke, da jeg skal aflevere om en måned og LANGT fra er færdig ;-)

      Slet