søndag den 14. december 2014

Jeg glæder mig i denne tid

Der falder sgu ingen julesne hvid, men nu får i lige ordentlig portion jeg-glæder-mig-til. For selvom alting virker lidt surt for tiden (og vådt og blæsen - giv mig noget vintervejr!), så er der eddermame lys for enden af specialetunnelen, kan jeg love jer. Der er faktisk en hel liste af ting, jeg går og glæder mig kodylt meget til. Der er, selvfølgeligt, en smule juleri ind over, men der er faktisk også andre spændende ting i den kommende fremtid.

Går I og glæder jer til noget for tiden? Billedet her afslører vist, hvad der absolut topper min liste, haha.


Lidt af det, jeg går og ser frem til i den kommende tid:

  • Aflevering af specialet! Med en rød ring rundt om datoen, hvor jeg afleverer opgaven og dermed får en nogenlunde almindelig hverdag tilbage i mit liv. Ord kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til fredag klokken 14 (forhåbentligt et par minutter før deadline), hvor jeg langer en helvedes masse akademiske sider over disken og får friheden tilbage.
  • En tur i frisørstolen. Jeg har bestilt tid til ordning af manken lørdag d. 20. om morgenen. Det skal fejres med en omgang selvforkælelse, at jeg har klaret specialeslutspurten. Og så taler vi slet ikke om, hvor meget jeg har forsømt hårpragten på det sidste og i dén grad trænger til at få givet den lidt kunstigt åndedragt ved frisøren.
  • At se familien igen, som jeg skal til min fætters fødselsdag om lørdagen. Jeg har hverken haft tid eller overskud til ret meget familiehygge på det seneste, så det bliver skønt.
  • Lørdag aften kommer en veninde fra København på besøg. Hun er i Odense hen over julen, så vi blev enige om, at min aflevering af specialet skal fejres. Om det bliver med drinks iført høje hæle eller placeret på sofaen med kaffe og bland-selv-slik inden for rækkevidde har vi aftalt er op til min tilstand, haha. Begge dele lyder lige perfekt i mine ører. 
  • Komme i ægte julestemning. Jeg er ret godt med og glæder mig over denne herlige måned. Den helt ægte julestemning har jeg dog ikke helt haft tiden eller mulighederne til at få på plads. Jeg tager kampen op om under en uge!
  • Købe julegaverne til de nærmeste. Jeg har nærmest ikke været inde i byen her i julen, så det skal jeg bare gå og nyde. Og ikke mindst at hygge og dimse rundt, når gaverne skal pakkes fint ind.
  •  Sove læng. Uden at vågne med snerten af dårlig samvittighed over at forsømme dyrebare minutter, der kunne have været tilbragt på læsesalen.
  • Få motion ind i min hverdag igen. Jeg glæder mig helt overraskende meget til at komme på rette spor igen og plotte motionsplaner i min kalender. Regner med at tage fat, hvor jeg slap med træning til halvmarathon. Og så skal jeg på nogle hold i fitness såsom Pilates, BodyPump og BodyAttack. 
  • Knokle rundt i butikken, som jeg er medleder i. Faktisk elsker jeg at være på arbejde i butikken, hvor jeg både er kassekone (står bag disken) og hjælper til med kommunikation og markedsføring. Der er så god stemning, fine varer, søde kolleger og kunder i julestemning. Det kan tælles på én hånd, hvor mange småsure kunder, der har krydset min vej i biksen, så dem vælger jeg helt at se bort fra.
  • Juleaften. Den her giver vist sig selv, ik'? Selvom det ikke er med min familie i år, så knuselsker jeg alt ved juleaften, og så får jeg set mine forældre lillejuleaften og familien 2. juledag, så jeg kommer ikke til at skulle undvære dem hele højtiden. 
  • Storbyens imponerende puls og uendelige shoppingmuligheder, med efterfølgende noget af verdens smukkeste natur, kølige drinks på stranden og ren afslapning. Jep, vi daffer af sted på en lidt forsinket fejring af vores kærlighed. Bryllupsrejsen til januar går først til New York i nogle dage og efterfølgende to uger på Hawaii. Jeg kan SLET ikke vente!

2 kommentarer:

  1. Dejligt med en masse at glæde sig til! :) Og du er sej, jeg hepper på dig med specialet - you can do it!! Nu er du snart i mål :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din søde kommentar!

      Nu er jeg heldigvis kommet i mål. Og det føles SÅ godt :-)

      Slet