søndag den 21. december 2014

Min ønskeseddel: Kluns

Det er da vist ved at være allersidste udkald for at dele lidt juleønsker. Nu mangler jeg så også kun de bløde pakker indeholdende kluns, som jeg har samlet lidt sammen på collagen. Jeg er, som nævnt mange gange efterhånden, blevet en del mere selektiv omkring, hvad der får opholdstilladelse i mit tøjskab på grund af det sidste års shoppingstrategi. Jeg ved derfor med garanti, at jeg vil skambruge alle de beklædningsdele, som er endt på min ønskeseddel. Man må da sige, jeg favner bredt. Fra regntøj til blonder. Jeg er ikke for fin til nogle af delene, haha.

Som lille var de bløde pakker vel sjældent de fedeste. Altså, jeg blev glad nok for tøjet i pakkerne, men de var ikke lige så spændende at pakke ud - for der lå jo stensikkert ikke en Barbiedukke eller noget Polly Pocket bag det glitrende papir og tætforseglede gavebånd. De sidste mange år har jeg ikke haft det på samme måde. Jeg elsker både de bløde og hårde pakker - dem der siger underlige, raslende lyde, når de rystes lidt og dem, der er flade som en konvolut eller et gavekort. Jeg sætter pris på hver en gave med mit navn efter "Til:".


1// Regntøjet fra Mckinley. Det lækre ved dette sæt er, at bukserne er forholdsvis smalle og ikke "puster sig op", så det ligner, man har ankler på tykkelse med træstammer. Designet er tilpas afdæmpet og praktisk, hvilket mit næste regnsæt skal være.
2// Strikbluser med rund hals, nogenlunde stramme ærmer og i bordeaux, mørkegrøn, navyblå, sort eller grå må hjertens gerne springe frem bag julepapiret.
3// En grå kjole, der både kan styles til fest og hverdag, mangler i min garderobe. Denne er fra Ganni og et virkelig godt bud på den perfekte og alsidige grå kjole.
4// Draperinger, smuk farve og en super pasform. Kjoleperfektion. Den smukke blå kjole er fra Stine Goya og fås i andre farver (modellen hedder Brush) og med både lange og korte ærmer.
5// Stroptop med de yndigste blonder, som skal sikre, at jeg ikke skiller på midten. Der er intet værre end sådan en gang hud flashet på tværs af ryggen eller maven. Jeg ønsker mig derfor en sag som denne, som skal bruges som top under mine bluser, cardigans og t-shirts.
6// Forsvinder jeres strømpebukser også på mystisk vis? Det gør mine. Derfor må der virkelig gerne være pakket et par eller fem ind til mig i år. Både de tykke, de tynde og de lidt sjovere må bo i min strømpekasse.
7// Lige nu ejer jeg kun en almindelig cardigan i mørkeblå. Den bliver brugt så ofte, at jeg er bange for at slide den op. Lidt aflastning må der til i form af cardigans med rund hals og lidt stramme ærmer og gerne fra den sorte eller mørkegrå ende af farveskalaen.

Er der tøj på jeres ønskeseddel?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar