torsdag den 9. april 2015

Shopping 1. kvartal 2015

Nu er det på tide med lidt overblik over, hvad jeg går og propper i indkøbskurven (den fysiske såvel som den virtuelle). Selvom jeg ikke har lavet en endelig shoppingstrategi og shoppingliste, så har jeg alligevel gjort mig nogle tanker omkring, hvordan alt det her skulle fungere for mig i år sammenlignet med sidste år. Mit problem var nemlig, at de 30 køb og den småstrenge shoppingstrategi simpelthen spærrede for meget ben og ofte hæmmede mig. Hvilket resulterede i, at jeg overtænkte hvert køb og ind i mellem undlod at købe en vare, for derefter at fortryde det.

Mine "nye regler" er derfor:
- Make up og skønhedsprodukter tæller ikke med (fordi jeg stadig er lidt ny på området og med interessen for det. Derfor kan jeg ikke lave en basis- og shoppingliste, som giver mening, og som jeg kan holde mig til. Dog forsøger jeg så vidt muligt kun at foretage erstatningskøb, hvilket jeg kun afveg fra på vores bryllupsrejse til New York og Hawaii, hvor jeg gjorde mig en del nye køb på til kosmetiktasken)
- Gaver tæller ikke med (det blev for forvirrende sidste år)

Ser man bort fra mine make-up-indkøb i januar, så ser det første kvartal af 2015 således ud på shoppingfronten:

- Grøn sweatshirt, H&M, 60 kroner (januar)
- Grå bomuldskjole med flæse, Vero Moda, 149 74 kroner (købt på nelly.com i marts)
- T-shirt med sort-hvid print, Jacqueline de Yong, 109 kroner (erstatningskøb, købt på nelly.com i marts)
- Kjole med navy-hvid print, ONLY, 249,95 149,97 kroner (fejlkøb pga. pasform, købt på boozt.com i marts. Skal returneres)

Jeg har i øvrigt brugt 45 kroner på porto (for kjolen fra ONLY).

Jeg har holdt ret godt igen. Den grønne sweatshirt er jeg glad for, men pasformen er ikke perfekt. Den kryber en smule for meget op og bliver derfor lidt kort og poset. Dog har jeg alligevel brugt den en del, men mere som rejse- og afslapningstøj end den var tiltænkt. Den grå kjole og t-shirten er jeg rigtig glad for, hvilket jeg i forvejen vidste med t-shirten, da den er et erstatningskøb pga. en ufjernelig plet på den gamle version. Desværre er den blå og hvide kjole ikke et hit. Jeg elsker stoffet og ville ønske, at den sad perfekt. Ærmerne er for lange og løse, pasformen er for løs/uformelig og udskæringen i halsen ser for stor ud. Kjoler med løsere snit og pasform duer åbenbart ikke til mig, hvilket er super træls, da det er yderst komfortabelt. Jeg tror, at det er pga. min beskedne højde på under 160 cm., at jeg forsvinder i det løstsiddende. Kjolen må derfor sendes retur, selvom jeg synes, den er noget så pæn.

Min fødselsdag var i februar, så det har sikkert også haft en effekt på mit forbrug, at jeg modtog en masse skønne gaver. Desuden bruger jeg en del penge på transport til og fra Sverige, hvilket også har effekt på mit shoppingbudget.

Jeg vil snart danne mig et endeligt overblik over mit tøjskab og derefter udarbejde en shoppingliste for resten af året. Særligt pønser jeg på et par kvalitetsjeans i en sort-grålig vask fra Acne eller Tiger of Sweden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar