torsdag den 14. maj 2015

En god start

Sikke en skøn, solskinsrig Kristi himmelfartsdag det har været. Jeg håber, I har nydt en fridag og måske kan nyde en forlænget weekend. Jeg havde en særlig god start på denne småhellige torsdag. Og den bestod af to helt simple ingredienser: sved på panden og lækker morgenmad. Så enkelt kan en dag altså skydes alletiders i gang for mit vedkommende. En god start skal man altså ikke kimse af, det smitter nærmest af på resten af dagen.


Jeg lagde ud med Bodyattack klokken ni i morges. Kunne snildt have ligget en times tid længere under dynen, men det er virkelig rart at komme op og i gang, så dagen ikke bare dovnes væk. I dagens anledning var fitnessholdet med "flyve-tema", så der var exceptionelt mange hop og ture op i luften. For syv søren, hvor var det hårdt! Jeg overlevede og blev efterladt med tomatrød kulør i fjæset. Så var torsdagen ligesom i gang.


Inden de fysiske udfoldelser havde jeg klemt et æble og et stort glas vand ned. Hvis jeg ikke har en form for energi og væske i kroppen, så får jeg hovedpine og kvalme efter holdtræning. Har jeg proppet mig for meget, så får jeg sidestik og er for tung i kroppen til at kunne præstere noget fysisk. Så jeg holdt igen med indtaget før holdet. Da jeg kom hjem omkring klokken 11, var jeg skrupsulten.

En del af en god start på dagen for mig er morgenmåltidet - det kan faktisk få mit humør til at stige en del at forkæle smagsløgene lige fra morgenstunden. I dag stod den på A38 med lækre, friske jordbær og lidt honningristet müsli. Friske bær er noget af det bedste jeg ved, og min morgenmad smagte jo nærmest af sommer og sol (som i øvrigt gerne snart må indfinde sig).

Jeg gentager succesen i morgen tidlig, hvor jeg lægger ud med Pilates (allerede 07.30!) og efterfølgende forsøger at koordinere ben og arme til en omgang Bodystep ;-) Der er flere jordbær i bakken og A38-katonen er ikke tom endnu, så det skal nok blive en god fredag morgen.

Hvad er en god start på dagen for jer?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar