onsdag den 6. maj 2015

Madplan og nemme knækbrød

Det bliver lige to fluer med et smæk - eller to forskellige indholdsting - i samme indlæg. Der er dog en vis sammenhæng, da de bagte knækbrød faktisk er en del af madplanen. Helt i øst og vest skulle det derfor ikke så gerne være, at jeg vil dele min madplan og en supernem opskrift på små knækbrød i dette indlæg.

Indkøb til de kommende dages madplan foregik på cykel. Så det var med en godt proppet rygsæk på ryggen og et stort indkøbsnet på styret af cyklen, jeg fik fragtet alle tingene med hjem. Heldigvis er der ikke meget mere end fem minutter til Netto, hvor jeg handlede i dag. Min madplan for de næste par dage ser sådan her ud:

Onsdag: Wok. Oksekød i tern, wokgrøntsager, kokosmælk, karry og chilisauce i en wok.
Torsdag: Chili con carne med guacamole og creme fraiche til. Tænker at lave retten i vores støbejernsgryde, så den kan stå og simre længe.
Fredag: Kyllingefilet og sommerlig salat (hindbær, ruccola, feta og ristede pinjekerner. Ville have haft jordbær i stedet for hindbær, men dem var der ingen af i butikken)
Lørdag: Hygge i Zoo med søde Tine. Vi spiser frokost derinde, og jeg står for kaffe og snacks. Her kommer knækbrødene ind i billedet. De har en super størrelse som en lille picnicsnack. Vi laver aftensmad sammen.
Søndag: Kylling med tomat, kokos, karry og bønner som her. Jeg koger fuldkornsris til.
Mandag: Risengrød. En kæmpe favorit, der passer sig selv i ovnen. Det er nærmest på menuen ugentligt, når manden ikke er hjemme.


Det tager ikke meget mere end 30 minutter at lave disse knækbrød. Man kan bruge de frø/kerner, man nu lige har lyst til eller har liggende. Jeg havde solsikkekerner og havregryn i forvejen, så jeg nøjedes med at handle hørfrø. Ellers er sesamfrø og græskarkerner også oplagte.

Ingredienser
1,5-2 dl havregryn
1,5 dl solsikkekerner
1,5 dl hørfrø
3,5 dl mel (jeg brugte almindeligt hvedemel)
1 tsk bagepulver
2 tsk salt
2 dl vand
1,5 dl smagsneutral olie (jeg brugte solsikkeolie)

Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 200 grader. Bland de tørre ingredienser sammen i en skål. Tilsæt vand og olie og bland det hele sammen til en klistret "dej". Læg "dejen" på et stykke bagepapir. Læg et stykke bagepapir over "dejen" og rul den ud med en kagerulle (så "dejen" er mellem de to stykker bagepapir, og man ruller ovenpå det øverste, så kagerullen ikke klistres til). Skær eller udstik knækbrødene i den ønskelige størrelse/form. Placer bagepapiret med knækbrødene på en bageplade og bag dem i ca. 20 minutter - hold godt øje, for pludseligt går det stærkt.

1 kommentar:

  1. Mmm... Lækker madplan! Jeg glæder mig til at smage de små knæbrød :)

    SvarSlet