fredag den 29. maj 2015

Solrig søndag i Stockholm

På sådan en regnvejrsfredag kan jeg godt drømme mig tilbage til dage, som den jeg havde i søndags. Hele to gange i dag måtte jeg cykle gennem regnbyger. Øv!

Jeg er jo hjemme fra Sverige for good nu. Manden er i skrivende stund også på vej hjem i vores bil (næsten 10 timers køretur). Desværre kunne jeg ikke køre med hjem, da jeg havde et vigtigt møde her til eftermiddag. Vi sugede det sidste ud af Sverige, mens jeg besøgte ham fra i lørdags til i går. I søndags besluttede vi os for at tage ind til Stockholm. Det blev til et smut på Nobelmuseet, et møde med Gumball3000 og en tur på Skansen, som er zoologisk have krydset med Den Fynske Landsby.


Vi var først på en guidet tur på Nobelmuseet og gik derefter rundt på egen hånd og klikkede løs på de mange interaktive skærme. Det er ikke et særlig stort museum, men vi var begge ret opslugte af det.


Nobelprisvinderne får blandt andet sådan en guldfætter. I ganske ægte guld. Det lignede seriøst de der chokolademønter i forstørret udgave, men lur mig om de ikke er en del mere værd. Fine og skinnede så de i hvert fald ud. De var udstillet ved museets bistro/kantine, som i øvrigt kan anbefales. Jeg fik den lækreste kyllingesuppe og en skøn kop kaffe.


Loftet er værd at bruge lidt tid på inde på museet. Her kører billeder af samtlige (over 800!) vindere på en skinne.


Man skal dog være tålmodig, hvis man er på udkig efter en særlig nobelprismodtagers foto. Det tager over seks timer at kører alle billederne igennem på skinnen.


Lige udenfor museet var en masse folkeklædte stimlet sammen. Der var musik og dans, som vi lige stod og observerede lidt. Det var virkelig lækkert vejr, og det skabte en rigtig autentisk og hyggelig stemning med lidt folkelig kultur på det lille torv.


På vej ud til Skansen kom vi forbi starten af Gumball3000. Jeg er dog ikke videre interesseret i hjulspind, alt for høj bilradiomusik og opgasning i lave, drengerøvsbiler. Alligevel var det lidt fascinerende, at arrangementet var så stort. Få minutter efter, da vi havde forladt startområdet, så vi helt tilfældigt Vogn 11, som køres af de kære gutter fra Monte Carlo.


Skansen på Djurgården er virkelig et hyggeligt sted. Der er lidt forskellige dyr og nogle historiske bygninger. Vi kunne slet ikke stå for de søde får og ikke mindst det lille påskelam, der tonsede rundt.


Udsigten på gåturen rundt i parken fejlede absolut heller intet. Stockholm er en rigtig flot by, hvilket jeg slet ikke var klar over på forhånd.


Sælen nød også solskinnet. Den lå og så enormt veltilpas ud, inden den møffede sig ned fra stenen og svømmede rundt. Jeg elsker at være i zoologisk have, så et frilandsmuseum inklusiv dyr er et hit i min bog.


Vi sluttede besøget på museet, og i Stockholm, af med softice. Jeg fik noget hindbær- lakridskrymmel. Det smagte en anelse mere syntetisk og karamelagtigt, end jeg var forberedt på. Dog smagte det slet ikke ringe, og isen gled da også ned uden problemer.

Jeg kunne godt lige bruge sådan en solbeskinnet fridag snart igen!

2 kommentarer:

  1. Ej, hvor lyder det bare som en hyggelig dag! :) Stockholm ser ud til at være en dejlig by.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg skal helt sikkert tilbage til Stockholm en anden god gang. Det er en virkelig skøn by!

      /Line

      Slet