onsdag den 24. juni 2015

Min midsommer

Faktisk var vores midsommer (eller Sankt Hans aften) en smule mere rodet, end vi lige havde tænkt os. Først overvejede vi at tage til et arrangement i den spejdergruppe, jeg er tilknyttet. Men vejret så ikke ud til at holde tørt, og manden kender nærmest ingen, så vi begyndte at tænke i andre baner. Vi aftalte at spise med et vennepar og tage til byens store bål sammen - to dage inden opdager de så, at de har set forkert i kalenderen og alligevel ikke kan ses. Så skulle vi med mandens kammerat, hans kæreste og hans forældre ud at spise på en restaurant, men der var ikke plads til to ekstra spisende. Så vi stod tirsdag morgen uden nogle planer for aftenen.

Vi havde længe snakket om at tage på restaurant no. 61, da månedsmenuen lød virkelig god. Jeg skyndte mig at ringe, da de åbnede telefonen, og mod alle odds havde de et ledigt bord til os. Vi havde bordet i to timer (de kører i hold, så man enten kan komme 17.30 eller 20.00), da vi ville nå at være færdige til at nyde bålet på Engen.

Maden var helt igennem velsmagende og virkelig lækker. Jeg er aldrig blevet skuffet derinde. Vi fik tre retter og to glas vin vejr og kom af med cirka 900 kroner, hvilket jeg synes er en fair pris for rigtig fin mad. Hvis jeg skal fremhæve noget, så var desserten ubeskrivelig. Aldrig har jeg smagt så god jordbærsorbet, og sat sammen med hvid chokolade blendet med mynte, rabarber, friske jordbær og nogle vanilje-agtig-sovs, var det en dessert lige efter mit hjerte. Eneste mikroskopiske minus var, at vi først fik serveret desserten 20-25 minutter før, vi skulle forlade restauranten. Det blev ikke tidspresset, men det var ikke langt fra.




Vi supplerede lige påklædningen med lidt varmt, og så satte vi kurs mod Odenses største Sankt Hans fejring. Jeg har været på Engen ved Skovsøen et utal af gange både med mine forældre, som teenager, med studenterhue på (for hele syv år siden!) og med min mand. Bålet var kæmpe stort, og jeg bliver altid så imponeret over, hvor flot det er, og hvor meget varme, det afgiver.

Dog var det en smule ærgerligt, at lyden var rigtig dårlig. Hvis man stod oppe ved bålet, kunne man slet ikke høre musikken eller båltalen. Så jeg nynnede kun lidt med på midsommervisen, da jeg ikke helt kunne høre, hvor langt de var i teksten oppe på scenen :-)

Godt trætte og med en kraftig røgdunst hængende omkring os ramte vi lejligheden igen omkring klokken halv elleve. Så selvom dagen startede uden nogle planer, så endte det med en helt perfekt midsommerfejring med den lækreste mad, den dejligste mand og det flotteste bål. Jeg håber, I havde en rigtig god aften.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar