lørdag den 17. oktober 2015

Noget om at geare helt ned

Helt ned i gear. Sådan afslapning i yderste potens - det er ikke altid nemt at få plads eller tid til (læs: at få det prioriteret) i vores hverdag. De seneste uger har mildest talt været pressede. Allermest fordi min mand har afleveret sin Ph.d.-afhandling. Næsten tre års arbejde skulle smækkes af sted, hvilket naturligvis affødte en hvis slutspurt og stresset stemning.

Jeg er så stolt af ham. Ovenud stolt over, at han er så dygtig til sit fag og brænder så meget for sin forskning. Afhandlingen blev sendt ud i cyberspace og afleveret i torsdags, så vi havde begge taget fri i går. Og der findes ikke noget bedre sted at slappe helt af og glemme alt om trængsel og alarm (jep, julen er også lige om hjørnet) end mine forældres sommerhus. Så vi satte kursen mod det lille, sorte hus ved havet fredag formiddag.



Sommerhusstemningen var lige, hvad vi trængte til. Fredagen blev tilbragt med lækker frokost, knitrende brændeovn, slumretæppet på, kaffe i koppen, ugebladslæsning (for mit vedkommende, det afholdt manden sig vist fra), et smut ind til byen, nem aftensmad fra den lokale grillbar og bland selv slik. Ingen travlhed, ingen deadlines hængende over hovedet på nogen af os. Vi nød bare at gøre alting i vores helt eget tempo og nød, at manden har sendt en kæmpe arbejdsbyrde væk fra sit system.

Vi blev enige om, at det ikke var sidste gang, vi tog en smuttur til sommerhuset. Selvom vi kun var der lige under et døgn, da vi lørdag formiddag drønede til en familiefødselsdag på Sjælland, så var vi begge kommet ned i gear og kan gå resten af weekenden og den kommende uge i møde med genopladte batterier. Det kan i den grad anbefales at trække stikket ind i mellem og bare nyde det helt simple, stille liv tæt ved strand og vand.

2 kommentarer:

  1. Ih, hvor ser det hyggeligt ud! Det er så hyggeligt med sommerhus :) Jeg har også sagt til Rasmus, at vi skal tage en tur i sommerhuset i Nordsjælland til foråret, for det er så skønt og afslappende :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var rigtig hyggeligt at trække hverdagsstikket for en stund og nyde sommerhusroen. Det skal I dag helt sikkert gøre til foråret! Vi skal også være bedre til lige at tage en overnatning eller to i det lille træhus, hvor man kan koble helt af.

      /Line

      Slet