søndag den 8. november 2015

En portion forsinkede lørdagslinks

Sidste uge nåede jeg slet ikke at udgive dette indlæg. Planen var, at I så skulle have dobbelt op på links i går. Det skete tydeligvis heller ikke. Derfor kommer der en ordentlig portion links i dag, der dækker over både sidste uge og denne uge.

Dagene er flydt lidt sammen i den seneste uge, og vi har haft andet at fokusere på, end hvad vi normalt kaster vores energi efter. Her til formiddag har jeg dog lige en times tid, hvor der er blogging på programmet, inden resten af søndagens program sætter ind. Dagen i dag skal gå med oprydning, tøjvask, madplanlægning og ikke mindst fejring af min mors fødselsdag. Hun har fødselsdag netop i dag, så den står selvfølgelig på boller, kage og kaffe i rå mængder.

Nå, tilbage til det som indlægget her skulle handle om. Der er ind i mellem blog-gengangere, som har været med i tidligere udgaver af mine lørdagslinks. Det giver jo ret god mening, da jeg netop følger og læser med ved de blogs, jeg godt kan lide - derfor vil de også med jævne mellemrum have indlæg, der stikker lidt ud og borer sig dybere ind, så de ender med at blive delt her. Der er dog også nogle nye med, da jeg heldigvis følger med hos mange og vidt forskellige bloggere.

I denne omgang kommer vi igen vidt omkring rent emnemæssigt. Indlæggene omhandler blandt andet en pæn kalender, garderobekombinationer, pakkekalender, rød læbestift, julebag og CV-skabeloner. Enjoy :-)



Sara skriver løs om skønhed og make-up inde på "You Blush". Der er ofte rigtige gode tips og små anbefalinger af produkter. Jeg er absolut ikke selv en haj inden for hele dulleuniverset, så jeg nyder godt af lidt gode råd. Hun deler fire perfekte røde læbestifter, som jo snildt kan blive aktuelle til decembers fester, lige her.



Emma har jeg delt et indlæg fra før. Sidst handlede det om at værdsætte sin krop og de former og buler, som den nu en gang indeholder. Denne gang står hun bag et indlæg, der virkelig gjorde mig interesseret i at vide mere. Jeg er, præcis som Emma, ret meget i vildrede, når jeg står i supermarkedet og skal vælge vin. Ofte går jeg efter etiketten, prisniveauet og den ekstremt sparsomme beskrivelse, der er på prisskiltet. Emma deler i indlægget links til en Youtuber, der ved en pokkers masse om vin. Jeg må snart klikke mig ind forbi og blive klogere. Se Emmas indlæg med links til Youtube-videoer her.



Elsie og Emma har bloggen "A Beautiful Mess", som er overordentlig inspirerende og flot. Der er alt fra DIY's til inspirationsindlæg vedrørende blandt andet bolig og madlavning. Der ud over driver de en shop, hvor man kan købe de fineste kontorartikler og ting til kreative udskejelser. Jeg er særligt faldet for deres kalender, som desværre er en anelse over mit kalenderbudget. Til gengæld har de inspireret så meget, at jeg er gået i gang med at designe min helt egen kalender for 2016, som jeg skal have printet en gang i den kommende måned. Kryds lige fingre for, jeg bliver færdig med projektet, inden det nye år går i gang ;-) Se A Beautiful Mess-kalenderen, og kig med inden i den, lige her.



Camilla Marie er en af bloggerne, der deler løs af boligrelaterede indlæg på "HOMESICK". Det er en af de bedste danske boligblogs, hvis I spørger mig. Og jeg blev fanget af et indlæg, der udpenslede den smukke, dybe grønne farve, der er en trend både inden for bolig og mode lige nu. Jeg er vild med den grønne farve, og jeg drages mod den i alle butikker, jeg besøger for tiden. I indlægget er der inspiration til mørkegrønne boligitems - lige fra pude og lampe til karaffel og plakat. Jeg kunne snildt finde på at snige en grøn pude eller tre ind i vores sofa. Bliv inspireret af den smukke farve her.



"Mor Med Mere" drives af Pernille, der naturligvis er mor, men som også deler meget ikke-børne-relateret. I onsdags fik hun skubbet lidt til mit planlægningsgen og ikke mindst min julestemning. Jeg har nemlig flere gange op til sidste jul fortrudt, at jeg ikke fik gang i en dej til honningkager. Sådan en kan nemlig ikke smækkes sammen på dagen. Tværtimod. Fordejen skal stå i et køkkenskab og hygge sig i en hel måned! Jeg må snarest have fat i noget honning, så jeg kan ælte det sammen med noget mel og bage honningkager i starten af december. Få Pernilles opskrift i dette indlæg.



Endnu en gang trænger Trines indlæg sig ind i mine tanker. Hun blogger om forbrug og sin garderobe - og hun er evig kilde til inspiration i form af at formindske og få mest muligt ud af sit skabsindhold! Denne gang delte hun et skema, som jeg sad en times tid og legede med efterfølgende. Faktisk vil jeg gerne dele min udgave af det, men jeg har desværre svært ved at finde billeder af mange af mine tøjkøb på nettet, og jeg skal bruge ret lang tid på at finde noget, der ligner. Så jeg gik lidt i stå med projektet. Skemaet er genialt i forhold til at knække kombinationskoden og måske endda se nye muligheder med din garderobes indhold. Helt basalt plotter man overdele, underdele, sko og accessories ind i et skema. Læs mere og se Trines udfyldning af skemaet her.



Christina er der vist kun få, som ikke er bekendt med her i blogland. Hun skriver primært om mode, men det var ikke et indlæg i den genre, der fangede min opmærksomhed. I stedet var det et, hvor hun delte skabeloner til ens CV. Et CV er altafgørende, når man er i jobsøgningsmanegen, og det må gerne skille sig en smule ud (uden at blive fjollet og uprofessionelt). Selvom jeg ikke er jobsøgende mere, så fangede indlægget mig, fordi det var nogle fine skabeloner, der gav inspiration til at se mit CV i sømmene, næste gang jeg skal opdatere det. Få CV-inspiration i indlægget her.

 

Malene er endnu en skønhedsblogger, som ofte deler ud af gode råd om alt fra læbestift og eyeliner til renseprodukter og shampooer. For nyligt har hun også delt ud af gaveidéer til pakkekalendere, hvor der er hele 150 bud på gaver til hende og 150 bud på gaver til ham. For femte år i træk udveksler jeg pakkekalendere med mine to skønne veninder Rebekka og Trine. De er heldigvis ikke umulige at finde gaver til, og jeg skal kun hoste op med en halv pakkekalender til dem hver. Men hvis man nu skal købe 24 gaver og vil glæde en veninde, sin søster eller sin mor, som måske ikke er så nemme at finde ting til, så er 150 bud på pakkekalendergaver altså en ret god hjælp. Om ikke andet, så kan man få noget inspiration, og Malenes liste kan sætte gang i ens egne idéer til gaver. Find listen med 150 gaveidéer til hende lige her.

Jeg håber, I får en skøn søndag. Som altid er I velkomne til at dele links til indlæg, som I synes er knaldgode - det kan jo også være nogle fra jeres egen blog ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar