torsdag den 19. november 2015

Tip til årets julesweater

Jeg må overgive mig. Julestemningen, den der boblende fornemmelse og forventningens glæde, kan ikke undertrykkes længere. I tirsdags havde jeg en veninde på besøg, der faktisk var overrasket over, hvor sent jeg var blevet ramt af den julede følelse i år - normalt hører jeg julemusik og knævrer om pebernødder, snevejr og gran fra starten af november.

At jeg for alvor er ramt nu skyldes flere ting. Jeg har pakket kalendergaver ind til mine to veninder, hvilket naturligvis var nødt til at foregå med lidt stemningsmusik (aka. julehits for fuld skrue), jeg har lavet første del af årets honningekagedej, jeg har købt årets kalenderlys og pynt til advents"kransen" (jeg bruger en lysestage), jeg er godt i gang med min ønskeseddel, og så har jeg hørt Radio Soft til og fra supermarkedet - radiostationen, der allerede nu spiller julemusik non stop. Jeg elsker jul!

Det som jeg i virkeligheden gerne vil dele med jer er et tip til sjove julesweatre. Jeg kan ikke finde ud af, om de er så grimme, at de bliver lidt søde, eller om de bare er gennemført fint julekrydderi i garderoben. Uanset hvad, så har de jo en forholdsvis kort levetid én gang om året, hvor de kan luftes. Jeg overvejer virkelig, om i år ikke er året, hvor jeg er nødt til at eje en sweater, der oser af julestemning. Den vil da være et hit til de mere afslappede juleaktiviteter såsom produktionen af årets julekager, juleoppyntning i lejligheden, lillejuleaften med juletræspyntning (som i år er hos mandens forældre), julefrokost ved mandens familie og de hyggelige aftengåture i løbet af december.

ASOS har faktisk en hel kategori, der hedder Christmas Jumpers under henholdsvis dame- og herremenuen. Og her er altså alt, hvad mit julehjerte begærer i den syntetiske, farverige, nuttede og småkiksede afdeling af julesweatre. Jeg har fundet mine ni favoritter - og jeg pønser absolut på at klikke en af dem hjem. Det er bare umuligt at vælge én, når de alle har hver deres charme!

1// HER 2// HER 3// HER 4// HER 5// HER 6// HER 7// HER 8// HER 9// HER

Jeg har prioriteret, at det var bluser, som var til at betale sig fra. Som sagt er anvendelsen en smule begrænset til juletiden, og så er det måske heller ikke hver dag, det er passende at rende rundt med Rudolf, en kagemand eller en nissehuebeklædt mops på maven. Prismæssigt koster julesweatrene på collagen mellem 180 og 500 kroner, hvilket er et niveau, hvor langt de fleste kan være med. Det er også ret sjovt, at den ene julesweater faktisk er en julekjole.

Der er faktisk over 80 bud på årets (billige) julesweater inde på ASOS - og udvalget til mænd er faktisk større end til kvinder, for her er over 100 forskellige. Der er også nogle sjove og fine christmas jumpers i blandt, så jeg overvejer også lidt, om jeg skal bestille en fra herreafdelingen hjem. Langt de fleste julesweatre er jo hverken særligt maskuline eller udpræget feminine, så jeg kunne snildt finde på at hapse en fra mandekategorien. Fælles for både dame- og herremodellerne er, at stort set alle sweatrene primært er fremstillet i akryl. Jeg ville nok gerne have betalt en anelse mere for en lækker bluse, der primært bestod af uld og bomuld.

Selvom de er syntetiske, så er jeg ret sikker på, at en af dem skal hjem til mig. Nu skal jeg så bare lige vælge, hvilken julesweater, der skal flytte ind i mit skab. Hvilket virkelig er en svær beslutning! Havde jeg været i lidt bedre tid, så havde jeg uden tvivl tagen den på i weekenden. Der skal jeg udveksle pakkekalendere med mine to veninder, og vi håber på både at nå lidt julelys, der bliver tændt og et besøg på et museum, hvor der er en julekalender-udstilling.

Desuden kommer der jo vinterens første drys sne i weekenden, så en julesweater ville altså være helt på sin plads. Nøj, hvor jeg glæder mig til det hvide lag indhyller gaderne og de afpillede træer. Også selvom det starter som sjap, inden det bliver reel sne og allerede smelter væk få dage efter.

Har I en favorit af de ni julesweatre? Og kunne I i øvrigt selv finde på at hoppe i sådan en julet sag?

1 kommentar:

  1. Hvor er de bare fine alle sammen! Jeg elsker at gå all-in på julen - også hvad angår tøj og accessories! haha

    Jeg ved, at min søster har købt den fine "Elfie selfie" trøje fra H&M til mig - den glæder jeg mig til at rocke ;)

    SvarSlet