lørdag den 9. januar 2016

Ét outfit - fire par sko

To af mine julegaver var den lækreste læderjakke fra Selected Femme og den fineste kjole fra Stine Goya. Kjolen er dog en fødselsdagsgave på forskud - det gør den dog ikke mindre skøn. Se i øvrigt, hvad der gemte sig i pakkerne til mig juleaften lige her.

Jeg knuselsker jakken og kjolen. Faktisk er denne jakke den eneste grund til, at jeg ind i mellem glæder mig til, at det bliver varmere i vejret, og sneen forsvinder. Lige nu gør vejret det nemlig umuligt at kaste min nye jakkekærlighed på og være good to go. Jeg er en smule træt af min tykke vinterjakke. Derfor drømmer jeg lidt om, hvordan læderjakken og kjolen kan styles. Det er ret imponerende, hvor meget et par sko kan ændre på ens outfit. Jeg har klikket rundt på ASOS og fundet fire forskellige par sko, som viser hvordan jeg drømmer om at style jakken og kjolen til fire forskellige anledninger.

Forresten tvang jeg mig selv til at undgå sorte sko for at udfordre mig selv lidt og udvide min horisont (bare en anelse). Outfittet med den sorte jakke og det sorte mønster på den mørkeblå kjole er i forvejen i den mørke ende af farveskalaen, så jeg har forsøgt at peppe det op med fodtøjet :-)

På job HER // Til fest HER // Praktisk og pænt HER // Til fødselsdag HER

På job ville jeg vælge nogle flade men stadig fine sko. Disse lyse, herreinspirerede lædersko fangede min opmærksom på grund af deres farve og det fint hulmønster. De vil give outfittet et nedtonet men pænt og nærmest sofistikeret udtryk. Jeg kan godt lide kontrasten mellem det feminine i kjolen og dens draperinger sat sammen med de mere maskuline sko.

Til fest kan man slippe af sted med lidt af hvert. Jakken og kjolen er ikke i sig selv überfestlige, men tilsat et par høje hæle godt smurt ind i glimmer bliver helheden langt mere festlig. Måske kan jeg ikke holde ud at danse rundt i de høje hæle hele natten, men jeg synes netop at lidt højde på skoen og lidt bling på farven er med til at hæve outfittet og gøre det ekstra anvendeligt til fest og ballade.

Når jeg skal være både praktisk og stadig præsentabel, trækker jeg altid sneakers ud fra skoskabet. Sneakers er flade og dermed yderst komfortable. Og så findes de jo i alverdens farver og prints. Jeg er helt forelsket i disse fra Reebok med leopardprint. De er neutrale nok i farverne til at kunne sættes sammen med kjolens print, og samtidig er de vilde nok til at gøre outfittet interessant og tilføje et lille twist af mønstermix. Jeg ville klart vælge sneakers, hvis jeg skulle på café, shoppe eller gå en tur.

Til fødselsdage behøver man ikke lige så meget kapow og tjuhej som til fest. Derfor har jeg fundet et par ret neutrale sko. Farven gør dem nemme at sætte sammen med ethvert sæt tøj, og til dette lidt mørke sæt er de med til at lysne op. De har en smule hæl, men den er ikke faretruende og benbrækkende høj. De vil være perfekte til en familiefødselsdag, hvor jeg gerne vil føle mig fin uden at gå alt for meget på kompromis med komforten. Disse sko kunne jeg desuden også sagtens hoppe i på date med manden, til reception på jobbet eller andet.

Hvilken styling kan I bedst lide?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar