onsdag den 13. januar 2016

Glimt fra en skøn weekend

Weekenden er for længst overstået. Faktisk er vi halvvejs mod en ny. Jeg vil alligevel dele lidt billeder fra min weekend, for den var simpelthen noget af det skønneste. Kender I ikke de weekender, hvor man virkelig får ladet op og opsparet energi til en ny uges strabadser? Sådan en weekenden havde jeg.


Fredag var det blevet min tur på listen til at have brød med til kollegerne. Jeg bagte to valnøddebrød og et almindeligt (smågroft) franskbrød torsdag aften, som jeg kunne forkæle dem med. Sådan en hjemmebagt humpel valnøddebrød med en skive ost eller lidt hybenmarmelade er godt nok undervurderet. Jeg havde glemt min madpakke, men heldigvis var der masser af brød- og osterester :-)


Sneen faldt og alt var så smukt fredag morgen, så jeg lod cyklen stå. I stedet pakkede jeg mig ind i tophue, stort uldhalstørklæde, varme vanter og støvler. Det hvide lag knitrede under mine fødder. Jeg kan ikke forestille mig en bedre og mere rolig måde at starte dagen på. Desværre er der meget af sneen, som ender i utiltalende, brunligt sjap ude på vejene. Heldigvis lå der stadig en del af sneen, da jeg tøffede hjem fra kontoret igen om eftermiddagen.


Manden spiste sammen med nogle kammerater, så jeg orkede ikke de store kulinariske udskejelser. I stedet bestilte jeg sushi fra Bar Sushi. De laver virkelig god sushi, og selvom jeg blev nogenlunde mæt af denne portion, så havde jeg mindst lyst til dobbelt så meget. Det smagte i hvert fald helt eminent og var en skøn måde at tilbringe en aleneaften på.


Lørdag formiddag smuttede jeg ind til byen. Jeg havde bestilt den fineste kalender fra Nomess, som jeg skulle hente i Bahne. Nu kan 2016 for alvor komme an! Er jeg den eneste, der elsker at have en pæn papirkalender i tasken? Jeg var løbet tør for min top coat fra Essie, all in one, som jeg fandt til kun 50 kroner i en ret ny skønhedsbutik. Virkelig et godt kup, da den koster 115 kroner i de fleste andre butikker. De havde en del Essie-neglelakker, også til 50 kroner, men ingen af farverne fangede mig. Derfor lagde jeg vejen forbi Matas og endte med at købe Angora Cardi med hjem.


Vi var til fødselsdag ved mandens kusine, hvor den stod på boller og to slags kage. Manden skulle videre til en forsinket julefrokost, og min appetit var ikke overvældende ovenpå eftermiddagens fødselsdagsmenu. Jeg lavede derfor denne lette omgang aftensmad, som var overraskende lækker. Ovnbagte laksefileter (med citron, olivenolie, salt og peber) og en frisk bønnesalat med avokado, tomat, rødløg, feta og balsamicoeddike. Nogle gange er det simple enormt velsmagende.


Som I måske har gættet, så knuselsker jeg sne. Mit humør stiger betragteligt, når de hvide totter drysser ned fra himlen. Søndag formiddag kom der rigtig meget sne i en times tid. Jeg har sjældent set så store totter, det lignede nærmest vatklumper, af sne falde så langsomt og fint. Lige som jeg besluttede mig for at gå en snevejrstur stilnede det desværre af og gik over i slud. Men så længe det varede, så var det helt magisk at sidde og se de fnuggene danse rundt i luften.

Jeg glæder mig allerede til den kommende weekend. Især fordi den allerede begynder torsdag. Fredag nat (eller tidlig morgen... klokken 04.00!) kører vi mod Kastrup og rejser på en smuttur til Prag.

Havde I en god weekend? Og skal I mon noget spændende i den kommende?

1 kommentar:

  1. Den ser dejilg ud, din weekend :)
    Nej, jeg er ikke så analog, at jeg har en papirkalender :P (haha) ;)

    SvarSlet