torsdag den 3. marts 2016

I marts vil jeg...

Årets første forårsmåned er kommet lige rigeligt koldt og vådt fra start, hvis I spørger mig. Jeg render stadig rundt i uldbluser, halstørklæder, vanter og lyner vinterjakken, når jeg skal cykle på arbejde.

Derfor er det rart med en liste over ting, som jeg vil bruge denne måned på, og som jeg går og glæder mig til. En lille liste som kan minde mig om alt det gode, som jeg vil bruge det spirende forår på.

Og her i marts er der faktisk nok at glæde sig til. Mine planer for måneden indeholder både et smut til USA, familie tamtam, et par spritnye briller, som jeg forhåbentligt kommer til at bruge flittigt og nogle dates med manden. Marts er slet ikke så slem endda :-)



I marts vil jeg:

  • Spise de lækre marcipanpåskeæg. Det er jo officielt påske i denne måned, så nu giver jeg altså efter. Derfor købte jeg en lille pose i tirsdags - Øv, at der kun er otte æg i sådan en. Og at jeg skal dele med manden.
  • Glæde mig helt vildt til vores smuttur til San Diego. Mens manden er på konference det meste af tiden, så vil jeg gøre mit ypperste for at opleve byen på egen hånd. Den står som minimum på en tur i et outlet og et par museumsbesøg i Balboa Park.
  • Blive bedre til at koble lidt fra. Det vil jeg gøre med lydbøger, podcasts og musik. Jeg fik nemlig nogle gode hørebøffer af manden i fødselsdagsgave. De er formidable til længere flyveture, da de har støjreduktion. Så jeg krydser fingre for, at jeg ikke kan høre diverse mislyde i maskinen og i stedet kan nyde spændende historier, Mads & Monopolet eller gode sange.
  • Sætte tid af til at læse gode bøger. En gang var jeg en læsehest uden sidestykke, og jeg elskede at sondere bibliotekets terræn i timevis. Det er alt for sjældent, jeg lukker omverdenen ude og lader mig gribe af en bog. Det vil jeg lave lidt om på her i marts, jeg fik nemlig en bog, som jeg længe har ønsket mig i fødselsdagsgave. Desuden har jeg en anden liggende, Rakkerpakhuset, som jeg glæder mig meget til at læse. De ryger med i håndbagagen til USA.
  • Lægge mig i selen for at udvide repertoiret i køkkenet. Jeg sidder lidt fast i at gentage de samme, omend oftest lækre, retter uge efter uge. Mit mål i marts er derfor at afprøve mindst tre nyt opskrifter. Jeg fik "Opskrifter og små glimt af hverdagslykke" i fødselsdagsgave (jep, jeg fik virkelig mange skønne sager), som jeg tænker kan være inspiration og sparke mig i gang med lidt nyt på madfronten
  • Nye at der er endnu flere friske og fine blomster i butikkerne. Jeg er god til at købe en lille buket tulipaner, nelliker eller lignende med hjem fra supermarkedet. Det vil jeg fortsætte med i marts.
  • Tvinge mig selv til at holde fast i den gode vane og fortsætte med at følge det løbeprogram, som jeg har givet mig i kast med.
  • Tage forskud på juleglæden og finde endnu flere kalendergaver til to dejlige damer. Ja, det er HELT uden for sæson, men sagen er jo den, at jeg smutter til San Francisco i et helt år fra juni. Så vi skal udveksle årets pakkekalendere allerede i maj måned, så jeg har så småt taget hul på at finde deres gaver.
  • Tage manden, eller en god veninde, i hånden og gå nogle lange ture. Forhåbentligt kan det blive til gåture fyldt med solstrejf, når foråret en gang får skubbet vinterens kulde væk.
  • Pakke mig under dynen med snacks, drikkelse og manden inden for rækkevidde. Vi skal kværne os igennem House of Cards sæson 4. Den bliver jo offentliggjort i morgen, og vi skal se en masse af den, når vi er i San Diego.
  • Tømme ud i mit garderobeskab. Der skal sorteres ud i det, som jeg ikke længere bruger. Og så skal jeg finde favoritterne frem, som har været gemt væk henover efteråret og vinteren. 
  • Inderligt nyde at kunne krybe i min lækre, nye læderjakke, som jeg fik i julegave. Den har været brugt en smule, men det har ikke været ordentligt læderjakkevejr. Den sæson er en af mine yndlings! Læderjakke, solbriller og sneakers bliver vist min forårsuniform.
Ser I frem til noget her i marts?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar