lørdag den 19. marts 2016

Lørdagens links - they're back

En pause på fire måneder blev det til. I slutningen af sidste år delte jeg et par lørdage i træk nogle af de blogindlæg fra den forgangne uge, som jeg var faldet særligt for. Der er ikke nødvendigvis en rød tråd i, hvilke indlæg der havner i denne favorit-gryderet. Her er både plads til de dybt personlige indlæg, de dullede, de sjove, boligindlæg og alt derimellem.

Jeg har fisket seks indlæg frem, som jeg synes er et klik værd. Og det er nogle, som har bidt sig lidt ekstra fast i min bevidsthed, for man kommer immervæk gennem en jungle af indlæg på sådan en uge, når man (som jeg) primært følger med gennem Bloglovin'. Det kræver sin blogger(inde) at fange min opmærksomhed og fastholde den, for der er virkelig mange blogs at vælge imellem og følge med hos.

Desuden er det påfaldende, at der kun er damer på listen i denne uge, men jeg må også indrømme langt størstedelen af de blogs, jeg svinger forbi på fast basis har et hunkønsvæsen som afsender. Hvis I kender nogle mandlige bloggere, som er et hit, så del dem lige nede i kommentarfeltet. Det er så rart med noget inspiration :-)

ODENSEGUIDE // FRISØRBESØG HOS LYNGAA - LET'S BLOG SOME SHIT!

Jeanette Hardis er en af dem, som jeg næsten læse alle indlæg hos. Hun har en uovertruffen evne til at udtrykke sig (i hvert fald på skrift, jeg har ikke mødt hende personligt), og så skriver hun i mange tilfælde om emner, der interesserer mig. Det skal bestemt heller ikke underkendes, at hun bor i Odense. En del af indlæggene hos Jeanette, inklusiv dette, handler derfor om selvsamme by, som jeg er født, opvokset og bosat i. Det giver plus på min konto, når der bliver skruet op for fokus på den fynske storby, haha. I indlægget skriver hun om et frisørbesøg, og hvordan en høstak blev reddet og endte ud i den fineste manke. Jeg får selv lavet reflekser i håret, så det er altid rart med en anbefaling på en frisør, omend jeg er ovenud tilfreds med det sted, hvor jeg får dem lavet.


FREDAGSFRISURE: NEM & HURTIG SNONING - PASSIONS FOR FASHION

Man kunne tro, at der var et hårtema i denne uges yndlings links. Det er der dog ikke. Jeg faldt bare over denne lille tutorial. Jeg er på alle måder en hat til at sætte hår. Jeg vil SÅ gerne, og det ser SÅ nemt ud i videoer/på billeder/i magasinerne - men når alt kommer til alt, så ender jeg med hårnåle strittende i alle retninger, lidt for meget hårlak og en uheldig tot, som lever sit eget liv. Derfor er jeg altid interesseret i både fine og nemme frisure, som måske en hårtåbe som undertegnede kan efterligne. Christina Dueholm viser en ret simpel frisure i en video i dette indlæg. Mit hår er ikke langt nok til at lave snoningen (jeg kører med en lang page), men jeg vil helt sikkert have indlægget og håropsætningen i baghovedet, når mit hår en dag bliver langt igen, eller når jeg skal sætte en venindes.

 EN TORSDAGSLISTE #123 - ALEXIA DAHL

Alexia bag bloggen her er inspirerende. Hun er farverig, feminin og ikke mindst med noget på hjerte. Lidt ærgerligt, der ikke findes det helt rette ord (gerne startende med f, #længelevealitteration) for sidstnævnte. Bloggen er fyldt med flotte 50'er kjoler i ægte rockabilly-stil. Et skønt afbræk fra de mange monokrome modeblogs. Ud over det røde hår, de farverige outfits og bryllupsforberedelserne, så elsker jeg at følge med, fordi Alexia giver en lille flig af sig selv. Hun lægger ugentligt en torsdagsliste ud, hvor hun svarer på både store og små spørgsmål. Klik jer ind forbi, hvis I gerne vil vide lidt mere om kvinden bag den skønne blog.

ER DIN BLOG LANGSOMMERE END DU TROR? - GOWNSANDROSES

Jeg er vild med at blive klogere. Alle dag har jeg suget viden til mig, og når den bliver serveret ganske gratis og let-spiseligt på en blog som Anne-Lis, så skulle man da være et skarn ikke at slå til. Derfor læste jeg også med lige dele spænding, glæde og frygt indlægget om, hvordan man kan optimere hastigheden på ens blog. Først og fremmest testede jeg hastigheden på min egen blog. Over otte sekunder tager det at loade den! Det havde jeg slet ikke forventet. Derfor læste jeg nøje med i guiden, hvor Anne-Li gennemgår nogle tricks til at slippe af med en langsom blog. Min eneste anke er, at udgangspunktet for indlægget er WordPress. Det er der ganske mange bloggere som gør brug af, så guiden er uden tvivl brugbar. Jeg er dog ikke på den platform (jeg overvejer det på det allerkraftigste. Skal bare lige sætte mig ind i alt det tekniske, og det ooorker jeg ikke). Alligevel læste jeg med angående billeder og deres størrelse, komprimering, osv. Selvom jeg faktisk ikke har brede billedere end 680 plx her på bloggen og gemmer i 72 dpi, så er den altså stadig sløv i optrækket. Jeg må se, om jeg kan få skruet på noget, så den bliver langt hurtigere.


ODENSE NEWBIE GUIDE - EMMO EMMO

Gengangerne i denne uge må være hår og Odense - hvor det første indlæg jeg linkede til kombinerede begge, haha. Emma er studerende og tilflytter til byen. Derfor ser og oplever hun Odense med andre øjne end en indfødt. Det er der kommet en supergod guide ud af, hvor hun løfter sløret for sine favoritsteder. Og Emma kommer både omkring burgere, drinks, shopping, frisør, interiør, bland-selv-slik og meget andet. Det er med andre ord en pose med gode, blandede anbefalinger. Jeg er enig i mange af dem, men der er også flere steder, som jeg mangler at aflægge et besøg. Det er rart at blive inspireret og mindet om, hvor mange lækre steder ens by indeholder. Ofte går man jo tilbage til det samme sted om og om igen, fordi man kender det og er tilfreds med kvaliteten. Jeg fokusere på at besøge ukendte steder her i byen.

FORÅRSFRISTELSER - MOR MED MERE
Solskin, forår og farver gør mig glad. Derfor elsker jeg også, når der får forårsstemning i bloguniverset. Det er dog først inden for den sidste uges tid, jeg for alvor har oplevet vejr, hvor solen i den grad har brudt den grå, kedelige kæde af regnvejrs- og kolde dage. Måske er det solen fra San Diego, der har skubbet mig godt og grundigt i forårshumør. I hvert fald blev jeg inspireret af Pernilles collage med fristelser. En del af tingene måtte gerne bo her hos mig. Jeg er vild med farverne navy og lyserød, som går igen på collagen. De to farver vil jeg forsøge at kombinere i den kommende forårs- og sommersæon. Smukke kjoler, lækre sneakers, afslappede jeans og en lys jakke - velkommen forår!


Som altid er I mere end velkomne til at smide et link til en blog, eller et specifikt indlæg, som I vil anbefale. Det må naturligvis også gerne være jeres egen blog :-)

Ha' den lækreste lørdag!

2 kommentarer:

  1. Pisse mange tak for din lækre anbefaling og smukke kompliment Line! Det varmer virkelig, og jeg bliver SÅ glad når du skriver, at du følger så meget med. Hold nu op. Det betyder bare SÅ meget. Tak tak tak!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var da så lidt. Jeg synes, man skal rose og give credit, når der er noget at gøre det over. Det gør hele bloguniverset meget sjovere, når vi sender lidt positive vibes til hinanden :-)

      Go' påske,
      Line

      Slet