tirsdag den 5. april 2016

I april vil jeg...

Jeg tænker over det hver måned, når jeg laver dette indlæg. For hulan, hvor går tiden stærkt. Det kommer bag på mig hver måned, at vi nu er i en ny. Og det tager mig typisk en uges tid at huske på, at måneden har skiftet. Et utal af gange skriver jeg forkert i min kalender eller på mine mange post-its på kontoret. Har I andre det også sådan? Ligesom jeg først for nyligt er begyndt at svare 28 år, og ikke 27, når folk spørger om min alder. Det tager altså tid at vænne sig til den slags ændringer.

[ Friske blomster i vindueskarmen kan live enhver gråvejrsdag op. Jeg elsker, at nelliker er så fine og billige ]

Som altid er der en lille liste med ting, som jeg vil bruge måneden på. Især familielivet fylder en del i april, så det er naturligvis også med på listen.

... Tage til tre-fire familiefødselsdage. April er altid en travl tid hos os med fødselsdagsfejringer. Manden og jeg prioriterer familietid og at deltage i fødselsdagene, så det fylder naturligt en del af weekenderne i denne måned.

... Minde mig selv om, hvor glad jeg bliver af friske blomster. Jeg skriver det på næsten hver måned, men det er en god reminder til mig selv om, at det jo ikke kræver alverden at slæbe en lille buket til 20 kroner med hjem fra supermarkedet. De pynter så fint og bringer lidt liv og farve ind i stuen.

... Nyde mine langsomme morgenener. Jeg møder sjældent før klokken 10.00, så jeg har rig mulighed for at starte dagen i mit helt eget (ofte abnormt langsomme og søvnige) tempo. Noget af det bedste ved mine morgener er morgenmaden, som for tiden er yoghurt, bær, mandler og et stort krus lakridsthe.

... Fortsætte min gode vane med jævnlige løbeture. Lige nu følger jeg et løbeprogram, hvor jeg kommer af sted tre gange om ugen. Længden og hastigheden er bestemt på forhånd, og det fungerer rigtig godt for mig. Jeg er allerede oppe på at løbe 10 km mindst en gang om ugen, så jeg har tænkt mig at fortsætte med programmet.

... Finde solbrillerne frem (de har været luftet en smule i marts men slet ikke nok) og pakke vinterovertøjet langt væk. Jesus, hvor bliver jeg træt af min vinterjakke efter flere måneders brug.

... (lidt i forlængelse af ovenstående) Overveje om min forårsgarderobe skal suppleres op med en ekstra jakke. Jeg vil helst ikke slide min læderjakke fuldstændigt op, og en gang i mellem vil jeg også gerne have et alternativ til den sorte læderjakke. Jeg har kig på denne.

... Tage på en date eller to med manden. Hvis solen for alvor bryder igennem og sender lidt lunt vejr i vores retning i april, så vil jeg pakke picnickurven til os og tage ud på Hollufgård. Som minimum skal vi et smut i biografen.

... Læse gode bøger. Jeg kommer ikke ret meget videre med den bog, som jeg er i gang med for tiden. Og det er bestemt ikke bogens skyld! Jeg prioriterer det bare slet ikke nok i hverdagens ræs. I april vil jeg have lidt mere fokus på at erstatte computeren eller tv'et med lidt læsning.


[ En typisk start på dagen for mig. Jeg vil fortsætte med at sætte stor pris på mine langsomme morgener her i april ]
[ April skal også bruges på en date eller to med manden. På vores seneste, som var i weekenden, var vi på et kroophold og i Århus ]

2 kommentarer:

  1. Haha, for mig er det altid omvendt med alderen, fordi alle mine veninder er ældre end mig. Jeg kan huske, hvor gamle de er, og jeg bilder mig på en måde ind, at jeg er samme alder som dem, så jeg skal koncentrere mig lidt ekstra, for at huske at sige min egen alder fremfor deres. Til gengæld kommer det helt naturligt, når jeg så bliver et år ældre og "indhenter" dem :P

    Tror virkelig du vil værdsætte det, hvis du prioriterer bøger frem for tv'et/computeren. For bare tre år siden kunne det tage mig et halvt år at læse en bog, fordi jeg ikke prioriterede den - indtil videre har jeg læst 13 bøger i år, haha! Og jeg bliver lige glad hver gang jeg forsvinder ind i en fantastisk bog :)

    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Hold da op, hvor har du fået læst meget. Det er nemlig helt magisk, når man glemmer omverdenen og forsvinder ind i litteraturens univers. Jeg må lige hanke op i mig selv og få læst lidt mere :-)

      /Line

      Slet